Ænder svømmede rundt i Michaels have: - Umuligt at kæmpe mod vandmasserne

Stormflodsoffre føler sig prisgivne, efter at dige brød sammen og lagde grunde under vand

Michael Nielsen har ufrivilligt fået en sø i haven. Foto: Linda Johansen
Michael Nielsen har ufrivilligt fået en sø i haven. Foto: Linda Johansen

Michael Nielsen har boet i huset på Bendstrupvej i Hvidovre hele sit 47 år lange liv. For første gang havde han onsdag aften pludselig ænder svømmende rundt i haven, da et dige brød sammen og lod vandet fra Harrestrup Å vælte ind.

- Det var en mini-tsunami, og vand i mængder, der var umulige at kæmpe imod, fortæller familiefaren, som til daglig arbejder som vvs-tekniker hos Novo Nordisk og Novozymes, til Ekstra Bladet.

Hans fireårige datter og kone Khanittha blev hurtigt sendt hjem til Michael Nielsens far et stykke væk, mens han sammen med naboer og en god ven forsøgte at redde husene på vejen.

- Tænk, vi stadig kan grine og smile, siger hans kone Khanittha, som heldigvis har overskud til at lave lidt mad midt i kaosset.

Artiklen fortsætter under billedet...

Michael Nielsens haves græsplæne dækket af vand, der er frosset til is. Legehus, rutsjebane og trampolin er ikke meget bevendt i den spontant opståede issø. Heldigvis har hans kone Khanittha overskud til at lave ldit mad. Foto: Linda Johansen
Michael Nielsens haves græsplæne dækket af vand, der er frosset til is. Legehus, rutsjebane og trampolin er ikke meget bevendt i den spontant opståede issø. Heldigvis har hans kone Khanittha overskud til at lave ldit mad. Foto: Linda Johansen
 

Naboen Kenneth Kühns hus blev fyldt med kloakvand, og efter at have installeret sin kone og børn på 12 og 14 år på et hotel, fik han lidt søvn på Michael Nielsens sofa.

- Alt var dyngvådt af kloakvand - tøj og senge, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Officielt: Her var der stormflod

Ikke brug for watertube
Også Michael Nielsen har haft kloakvand igennem gulvet, og selv om vandet har trukket sig tilbage, føler han, at han står i lort til halsen.

Siden den lokale katastrofe, som Hvidovre-borgerne kalder den, indtraf, har han haft travlt med at begrænse skaderne, som han mener kunne have været langt mindre.

- Jeg mødte indsatslederen fra Hovedstadens Beredskab i går eftermiddags på vejen. Jeg sagde til ham, at jeg var glad for at se ham, for der var brug for en watertube. Det afviste han, fortæller Michael Nielsen til Ekstra Bladet.

Alligevel fik han kort efter besøg af to mænd fra kommunens tekniske forvaltning, som garanterede ham for, at åvandet ikke ville komme i nærheden af hans grund.

Det holdt som bekendt ikke stik:

- Der gik ikke ret lang tid, før den første mini-flodbølge kom. Som borger føler jeg mig til grin. Jeg har boet her hele mit liv og kender området, og så vil ingen lytte, når jeg beder om hjælp.

Artiklen fortsætter under billedet...

Michael Nielsen havde lagt an til at gøre Jaguaren forårsklar, så den var hævet over jorden og blev ikke taget af stormfloden. Foto: Linda Johansen
Michael Nielsen havde lagt an til at gøre Jaguaren forårsklar, så den var hævet over jorden og blev ikke taget af stormfloden. Foto: Linda Johansen
 

Dårlig rådgivning
Torsdag har Kenneth Kühn søgt husly og varme hos Michael Nielsen, som har sine el-installationer under loftet og derfor - i modsætning til mange - ikke er ramt af strømnedbrud. Derudover varmer brændeovnen de forfrosne stormflodsofre.

Begge mænd har dagen igennem forsøgt at få hjælp af forsikringsselskabet Codan.

- Jeg har fået kloakvand med colibakterier op igennem gulvet og har ikke lyst til at udsætte min familie eller mig selv for sundhedsfare, men føler ikke, at jeg kan få nogen hjælp. Selv om Stormrådet har kategoriseret det som en stormflod, så virker det som om, Codan ikke mener, det er deres problem, siger Michael Nielsen.

Han har selv rekvireret hjælp fra et kloakfirma, en vvs'er, tømrer og et skadeservicefirma

- Jeg ved ikke, hvad det løber op i, men det er ikke billigt. Jeg regner med, at det bliver dækket, men jeg har fået meget dårlig rådgivning fra forsikringsselskabet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Michael Nielsen har ufrivilligt fået en sø i haven. Foto: Linda Johansen
Michael Nielsen har ufrivilligt fået en sø i haven. Foto: Linda Johansen
 

Kenneth Kühn er også presset over, hvor han og familien skal sove i nat, men forsøger alligevel at holde nerverne i ro:

- Det er en forfærdelig situation at stå i, men jeg arbejder til daglig med flygtninge, som har oplevet langt værre ting. Og så længe min familie er i sikkerhed, så er der håb, siger manden, der arbejder som konsulent for den kirkelige organisation Elam Ministeries.

FAKTA: Hvornår er en oversvømmelse stormflod

Stormrådet vil senere torsdag erklære, at oversvømmelser, der har ramt dele af Danmark onsdag og torsdag, er at betragte som stormflod nogle steder i landet.

Det betyder, at folk, der er ramt af oversvømmelserne, kan søge erstatning. Læs om stormflod her:

* Det er Stormrådet, der afgør, om der har været stormflod i Danmark.

* Normalt dækker forsikringer på huse og ejendomme ikke skader som følge af stigende vandstand.

* Men hvis Stormrådet når frem til, at der har været stormflod, kan man søge erstatning fra den offentlige stormflodsordning.

* Stormflod er oversvømmelse som følge af en ekstrem høj vandstand i havet. Betingelsen for at erklære stormflod er, at den statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.

* Stormrådet afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et bestemt tidspunkt. Det sker i samarbejde med Danmarks Meteorologiske Institut og Kystdirektoratet.

* Stormrådet har ni medlemmer. Det består af en uafhængig formand samt repræsentanter for kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.

* Der kan ikke ydes erstatning for stormflod ved skader sket i områder, der ikke er omfattet af Stormrådets afgørelse.

* Bor man i et område berørt af stormflod, har man to måneder til at anmelde skaderne.

Kilde: Stormrådet.

Kommune om å-vand: Vi var bagud på tid

Ifølge Direktør for Kultur, Miljø og Vækst i Hvidovre Kommune Gert Nelth var kommunen bagud på tid, da man fandt ud af, at Harrestrup Å kunne udgøre et problem for de nærmeste borgere.

Ifølge direktøren lød meldingen længe, at kun Hvidovre Strandvej og Hvidovre Havn er i fare, og her gik man i gang med et omfattende sikringsarbejde med sandsække og watertubes.

- Onsdag formiddag er situationen uændret, men om eftermiddagen får vi en melding om vandstandsstigning i Harrestrup Å. Her er vi bagud på tid, for vi har ikke mulighed for ordentlig sikring. Det tager seks timer at lægge en watertube ud, siger Gert Nelth til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at man satte en sms-orientering i gang til borgerne og også informerede dem dør til dør.

- Vi når at begrænse skaden, og havde man ikke lagt sandsække ud, havde det været meget værre. Alligevel bliver nogen desværre ramt af det, og det er stærkt beklageligt.

- Michael Nielsen fortæller, at han advarer jer igennem Hovedstadens Beredskab, og gentagne gange - også igennem jeres folk - bliver garanteret, at vandet ikke vil ramme hans ejendom - synes du, I har givet ham ordentlig besked?

- Jeg kan sagtens se den situation, han er i, ikke er ønskværdig. Men under en stor begivenhed som denne, må man holde fast i informationer fra autoriserede kilder, og det er noget af den indsats, vi har sikret.

- Men det er nogen fra jeres forvaltning, der garanterer, at åen ikke vil skabe problemer?

- Da de er ude med den melding, er der ikke noget problem, siger direktøren, som tilføjer, at kommunen ville have været langt bedre rustet mod en stormflod om et år:

- Aktuelt har vi et projekt i gang med ni andre kommuner, som skal sikre mod oversvømmelser af Harrestrup Å. Der bliver brugt mange hundrede millioner kroner på rør, der kan absorbere store vandmasser.c

Codan: Kunderne har større ansvar ved stormflod

Pressechef i Codan Mads Houe forklarer, at stormflodsskader adskiller sig fra normale forsikringssager, fordi stormflod ikke er dækket af den normale husforsikring. Stormrådet afgør, om der er tale om stormflod, og borgere har ret til erstatning.

- Er det tilfældet, opgør vi skaderne på vegne af Stormrådet ud fra deres retningslinjer, hvilket kan komplicere sagsbehandlingen lidt. Men det bør ikke stå i vejen for, at vi hjælper vores kunder, siger pressechefen.

Det mener han dog også, at Codan gør.

- Vi kan ikke nikke genkendende til historien, som du fremlægger den her. Vi har modtaget og registreret henvendelsen fra begge kunder (Michael Nielsen og Kenneth Kühn, red.). Sagerne er logget i stormflodsbasen. Det er den offentlige katastrofeordning, hvor man som husejer kan få erstatning, hvis man er ramt af stormflod, siger Mads Houe, som bekræfter, at området, hvor Michael Nielsen og Kenneth Kühn bor, er omfattet.

- De kan få erstatning af den offentlige pulje, men som deres forsikringsselskab, administrerer vi ordningen og skal opgøre skaderne.

Mads Houe forklarer, at man som stormflodsoffer i højere grad selv skal medvirke til at få løst problemerne, end hvis der for eksempel er tale om en almindelig forsikringssag som for eksempel en vandskade efter skybrud. Det er en sag mellem forsikringsselskabet og kunden, hvorimod der ved stormflod er tre parter: husejeren, Stormrådet og forsikringsselskabet.

- Man skal selv oprette sagerne i stormflodsbasen, men det har vi gjort for kunderne i dette tilfælde. Herefter får de besøg af en taksator, som vurderer, hvor meget i husene, der er blevet beskadiget som følge af stormfloden, hvordan kunderne skal forebygge mod, at skaderne udvikler sig og for eksempel pege på håndværkere og andre, der kan udbedre skaderne. Herefter er det os på vegne af Stormrådet, der skal sørge for, at de får udbetalt den erstatning, de har krav på.

- Når man er oversvømmet af kloakvand, er det meget rart at kunne få besked om, hvorvidt man for eksempel kan blive genhuset - det mangler Michael Nielsen blandt andet svar på...

- Genhusning sker også efter Stormrådets regler, men jeg kan fortælle, at hvis en skade kan udbedres indenfor 30 dage, så skal kunden selv betale for genhusning. Tager det længere, dækker stormflodsordningen.

Michael Nielsens familie var ikke de eneste, som fik omdannet haven til skøjtebane. (Foto/redigering: Linda Johansen/Mikkel Cramon)

1 af 3 Michael Nielsen havde lagt an til at gøre Jaguaren forårsklar, så den var hævet over jorden og blev ikke taget af stormfloden. Foto: Linda Johansen
2 af 3 Michael Nielsens haves græsplæne dækket af vand, der er frosset til is. Legehus, rutsjebane og trampolin er ikke meget bevendt i den spontant opståede issø. Heldigvis har hans kone Khanittha overskud til at lave ldit mad. Foto: Linda Johansen
3 af 3 Michael Nielsen har ufrivilligt fået en sø i haven. Foto: Linda Johansen
45 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere