Ærgerlig konfirmand: - Jeg havde glædet mig rigtig meget

Konfirmander landet over må nu vente længere tid på at fejre deres konfirmation. - Det er jeg rigtig ærgerlig over, lyder det fra Patrick Vestergaard Schlichting

Tirsdag aften indførte Mette Frederiksen yderligere tiltag i bekæmpelsen af coronavirussen. De vigtigste punkter er samlet her. Foto/video: Ritzau Scanpix, Anthon Unger, Byrd/Jacob Waage. Redigering: Emma Agergaard Svendsen.

En af de konfirmander, som nu må se længere ud i fremtiden, før han kan holde sin store fest, er Patrick Vestergaard Schlichting.

- Jeg havde glædet mig rigtig meget, lyder det fra ham ovenpå dagens udmelding.

Han skulle konfirmeres i Taastrup Nykirke 18. april med efterfølgende fest på Taastrup Park Hotel. Nu er konfirmationen udskudt til en endnu ukendt dato.

Den største bekymring hos ham efter udskydelsen er, om det ændrer, hvor mange der har mulighed for at komme og fejre dagen med ham, når en ny dato bliver sat.

- Gæsterne har fået at vide, at de skal komme 18. april og det har været meldt ud i meget lang tid, så jeg håber virkelig på, at vi hurtigt får en ny dato, så folk kan prioritere det i deres kalender, siger Patrick Vestergaard Schlichting.

Derfor håber han også på, at konfirmationen udskydes til længere ud på sommeren, så flest muligt af de 70 inviterede gæster kan komme.

Bekymrede bedsteforældre
Der er dog stor forståelse hos konfirmanden, som sagtens kan se, at udskydelsen er det eneste rigtige i den situation, Danmark står over for lige nu.

- Jeg ved, at jeg nok skal få en konfirmationsfest på et tidspunkt, så jeg synes det er vigtigere, at corona bliver håndteret, frem for at vi får vores konfirmation lige nu, fortæller han.

Selvom Patrick er ærgerlig over situationen, så er han samtidig sikker på, at festen nu vil blive mere afslappet og uden bekymringer for smittespredning med coronavirus.

- Jeg har snakket meget med mine bedsteforældre, som har været meget nervøse over, at de skulle komme til min konfirmation, siger Patrick og tilføjer:

- Så derfor vil jeg hellere have, at det bliver udskudt og at jeg kan holde en fest, hvor min familie og venner ikke er nervøse over, om man skal give hånd og krammere.

Læs også: Alle konfirmationer bliver udskudt til efter pinsen

 

Mange forberedelser
Familien har brugt lang tid på at forberede og planlægge festen, hvor Patrick skal træde ind i de voksnes rækker. De er dog heldigvis godt stillet i forhold til det lokale og den mad, som de skulle have på dagen. 

- Min mor ejer Taastrup Park Hotel, hvor vi skulle holde den, så vi har ikke skulle aflyse noget sted. Der skal heller ikke afbestilles mad, så på den måde har det været okay i forhold til at skulle udskyde det, siger han.

Den største bekymring ved de indkøb, der er gjort til festen er derfor tøjet, som Patrick Vestergaard Schlichting håber stadig passer, når konfirmationen skal holdes.

- Nu afventer vi, hvornår datoen bliver lagt, så vi kan holde festen.

Patrick Vestergaard Schlichting spiller håndbold og det afspejles i borddekorationen til konfirmationen, som heldigvis stadig kan bruges. Foto: Privatfoto
Patrick Vestergaard Schlichting spiller håndbold og det afspejles i borddekorationen til konfirmationen, som heldigvis stadig kan bruges. Foto: Privatfoto

41 kommentarer
Vis kommentarer