Ærgerligt! Idrætsforeninger skal alligevel tjekke coronapas

De frivillige idrætsforeninger havde håbet på at slippe for at tjekke coronapas ved indendørs idræt. Sådan endte det ikke

Man slipper ikke for at vise coronapas ved indendørs træning. Foto: Claus Fisker
Man slipper ikke for at vise coronapas ved indendørs træning. Foto: Claus Fisker

Man slipper ikke for at fremvise et coronapas, hvis man i aften skal til fællestræning i sin lokale badmintonklub.

DGI og DIF havde ellers håbet på, at man sammen med Kulturministeriet kunne finde frem til en tillidsbaseret model, således at det var op til det enkelte medlem at have styr på sit coronapas - og ikke eksempelvis en klubtræner.

Men retningslinjerne betyder, at alle over 18 år skal vise coronapas og gyldigt ID for at svinge badmintonketjeren.

Og det er man ærgerlig over, skriver formand for DGI Charlotte Bach Thomassen i en mail til Ekstra Bladet:

- Vi er rigtig ærgerlige over, at frivillige trænere og ledere i vores idrætsforeninger står med ansvaret for at kontrollere coronapas hos voksne medlemmer inden den enkelte træning sættes i gang.

- Vi har gennem mange uger arbejdet for, at ansvaret for gyldig coronapas skulle ligge hos det enkelte medlem baseret på tillid, skriver hun.

Nogle åbner ikke
Allerede onsdag advarede Charlotte Back Thomassen over for DR om, at nogle foreninger risikerer slet ikke at åbne, hvis de skal sætte resurser af til at tjekke et coronapas.

Et scenarie der nu kan blive en realitet, mener Charlotte Bach Thomassen:

- Retningslinjerne vil betyde, at nogle foreninger ikke genstarter idrætsaktiviteter indendørs for voksne før end kontrolkravet bortfalder. Det har konsekvenser for den fysiske, mentale og sociale sundhed.

Positivt
Der er dog et enkelt lyspunkt i retningslinjerne, mener Charlotte Bach Thomassen.

Træner man i ubemandede træningslokaler hos en indendørs forening, kan foreningerne nøjes med at tjekke coronapasset en enkelt gang i døgnet i en stikprøvekontrol.

Dog er der stadig meget tilbage at ønske for DGI-formanden - blandt andet at sportsgerene med kropskontakt snart kommer i gang.

Lige nu er det sat til den 21. maj.