Æslet Bimbo har redet med børn i 20 år - fundet blødende efter knivoverfald

Folkekært 28-årigt æsel blev pensioneret i 2012. Ejeren tror, overfaldet er en del af et optagelsesritual til en bande

Æslet Bimbos tilstand er forværret siden onsdag, hvor der gik betændelse i hans sår. Foto: Ritzau Scanpix
Æslet Bimbos tilstand er forværret siden onsdag, hvor der gik betændelse i hans sår. Foto: Ritzau Scanpix

Et 28-årigt æsel ved navn Bimbo blev fredag fundet blødende fra voldsomme snitsår i den ene side.

Såret er efterfølgende blevet inficeret, og det gamle æsels tilstand er de seneste par dage forværret.

Bimbo er den ældste i en flok æsler, der gennem mange år har redet rundt med børn ved Blackheath nær Greenwick Park i London.

Det skriver blandt andre Telegraph og Evening Standard.

Æslernes ejer, Lorayne Ahmet, skyndte sig afsted, efter en af æsel-passerne havde fundet Bimbo og slået alarm.

- Jeg skar håret væk omkring såret, og fandt et stiksår. Det kunne kun være kommet fra en kniv, siger Lorayne Ahmet, der efterfølgende kontaktede en dyrlæge, som kunne bekræfte, at Bimbo var blevet stukket med en kniv.

Tusindvis af børn har redet på Bimbos ryg inden han blev pensioneret. Foto: Ritzau Scanpix
Tusindvis af børn har redet på Bimbos ryg inden han blev pensioneret. Foto: Ritzau Scanpix

Tradition siden 1800-tallet
Lorayne Ahmet passer æselflokken efter sin far, Len Thorne, som døde i 2012.

Før sin død havde Len Thorne stået for æselrideturene på Blackheath nær Greenwich-parken i 65 år som en del af en familietradition fra 1800-tallet.

Lorayne Ahmet besluttede sig dog for ikke at videreføre traditionen, og de resterende fem æsler blev flyttet til et andet areal med lavere hegn.

- Far ville have været sønderknust, hvis han vidste, hvad der er sket med Bimbo. Han var hans favorit og fulgte ham ved hans begravelse, fortæller Lorayne Ahmet.

Indtil onsdag var Bimbo ifølge sin ejer i bedring, men da såret blev betændt, forværredes hans tilstand drastisk.

- Han vil ikke spise sin antibiotika, så vi er nødt til manuelt at sprøjte dem ind i hans system, fortæller hun.

Lorayne Ahmet har bemærket, at der i den seneste tid har været rapporteret en del knivstikkerier omkring Eltham, og hendes eget gæt er, at nogen har stukket Bimbo som en del af et optagelsesritual til en bande.

Overfor Evening Standard bekræfter en talsperson fra Met Police, at de fredag aften blev kaldt ud til et æsel, der var blevet stukket med kniv i maven. Politiet har ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

37 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere