Afghanistan-kaos forsinker evakuering af Syrien-børn

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger burde de 14 danske børn i Syrien være hjemtaget nu.

Afghanistan-kaos forsinker evakuering af Syrien-børn

Den globale evakueringsindsats i Afghanistan forsinker nu Udenrigsministeriet i processen med at hjemtage de 14 danske børn og deres tre mødre, som i maj blev stillet en hjemtagelse i udsigt af den socialdemokratiske regering.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle de 14 danske børn allerede have været hjemtaget til Danmark, men Afghanistans kollaps og koalitionens operation med at evakuere flere hundrede derfra har betydet, at børnene i de syriske teltlejre må vente lidt endnu.

Ekstra Bladet erfarer, at Udenrigsministeriet henover sommeren havde planlagt, at en hjemtagelse af børnene og deres mødre skulle ske i begyndelsen af september.

Men det uventede evakueringsarbejde i Afghanistan har bremset den plan, og da Udenrigsministeriet samtidig er afhængig af bistand fra andre partnere i forbindelse med hjemtagelsen af børnene, er det uvist, hvornår børnene nu kan forvente at blive hentet hjem til Danmark.

Artiklen fortsættes under billedet...

Støttepartier har stadig tiltro
På Christiansborg ønsker de to centrale støttepartier, SF og Enhedslisten, ikke at kommentere oplysningerne om den forsinkede hjemtagelse af børnene.

'Jeg har ingen kommentarer. Men jeg har fuld tiltro til, at regeringen arbejder på at få børnene hjem, for det har de lovet,' skriver SFs retsordfører, Karina Lorentzen.

Samme toner lyder der fra Enhedslistens Rosa Lund, der også fortsat har tillid til, at regeringen holder, hvad den har lovet.

'Jeg er virkelig glad for, at det lykkedes at overbevise regeringen om at tage 14 af børnene hjem, og eftersom de har lovet det, går jeg ud fra, at de arbejder på højtryk.'

Kovending
Regeringen vendte i foråret på en tallerken i spørgsmålet om børnene i Syrien.

Efter i halvandet år at have stået stejlt på, at hverken mødrene eller deres børn skulle regne med hjælp fra danske myndigheder, tvang afsløringer i Ekstra Bladet og et massivt politisk pres regeringen til at ændre kurs og hente 14 ud af de i alt 19 børn hjem.

Afghanistan-kaos forsinker evakuering af Syrien-børn

De resterende fem børn, der fortsat er i lejrene i Syrien med deres mødre, er dog ikke omfattet af den politiske aftale, og senest beskrev Berlingske, hvordan helbredstilstanden hos flere af børnene er yderst kritisk.

Det vides ikke, hvordan hjemtagelsen af de 14 børn vil foregå i praksis, og Udenrigsministeriet har ikke ønsket at kommentere Ekstra Bladets oplysninger.

Tidligere har ministeriet dog oplyst, at man er 'i dialog med den kurdisk dominerede lokaladministration om den nærmere timing af en evakuering.'

 

Rettelse kl. 11.44

I en tidligere version fremgik det, at 'Udenrigsministeriets og hele den globale evakueringsindsats i Afghanistan forsinker nu processen med at hjemtage de 14 danske børn.' Dette er rettet til, at det er den samlede globale indsats, der forsinker arbejdet.