- Jeg vil gerne være det bedste sted for mine børn. De fortjener den bedst mulige fremtid.
Sådan siger 24-årige Muhammed til Ekstra Bladet.
Han er netop ankommet til Malmø Centralstation med tog sammen med sin store familie, som tæller otte voksne og syv børn.
Familien er fra Afghanistan og har rejst i 43 dage. Turen er blandt andet gået gennem Danmark.
Undervejs fik familien meldinger om, at situationen i Sverige, hvor de oprindeligt havde tænkt sig at søge asyl, var uholdbar. Familien fik besked om, at der simpelthen var så mange flygtninge, at det var umuligt at få et ordentligt sted at bo. Så undervejs besluttede familien at rejse helt til Finland.
Senere torsdag tager Muhammed og de øvrige familiemedlemmer videre med tog fra Malmø mod Stockholm og færgen mod Finland.
Det er et helt tilfælde, at det overhovedet lykkedes den afghanske familie at komme til Sverige, fortæller Muhammed.
- Vi har ikke hørt noget om, at Sverige ville lukke sine grænser, før nogle journalister fortalte os det her i Sverige, siger Muhammed til Ekstra Bladet.
Der er ved at ske noget
Ifølge Ekstra Bladets udsendte er der lige nu ved at ske noget på Malmø Centralstation. Ekstra Bladet var med det sidste Øresundstog, som kørte over Øresundsbroen, uden at man som passager risikerede at blive bedt om at vise billed-legitimation.
Der var enkelte flygtninge med toget, men ikke usædvanligt mange, som man måske kunne have formodet.
Der var også danske betjente, som tog opstilling på Hovedbanegården, og i Sverige har der været ordensvagter, som har taget imod flygtningene med toget. Men der er endnu ikke særlig meget politi at se.
Flygtninge, der kommer med tog, bliver vist videre til svenske migrationsmyndigheder.
Til gengæld er der mange flygtninge på Malmø Station. De fleste har overnattet på stationen og venter på at komme videre med afgangen mod Lund/Stockholm.
Muhammed glæder sig over, at det ser ud til at lykkes at komme til Finland.
- Vi er flygtet fra Taleban og krig. Desværre er Sverige så fyldt op, at vi bliver nødt til at tage videre, siger han.
Kontrol fra klokken 12
Sverige har besluttet at indføre midlertidig grænsekontrol på sine grænser til Danmark og Tyskland. Fra klokken 12 torsdag indføres kontrollen, og det vil betyde, at man kan risikere at blive bedt om at legitimere sig selv.
Grænsekontrollen indføres, fordi svenske myndigheder ikke har kunnet følge med den massive strøm af flygtninge og migranter. Og den vil foreløbig vare i ti dage, oplyser svenske myndigheder.
Det svenske Migrationsverket, der svarer til Udlændingestyrelsen i Danmark, har anmodet den svenske regering helt akut om at indføre grænsekontrol ved grænserne til Danmark og Tyskland. Og her til formiddag forventes Riksdagen formelt at bakke op om beslutningen.
Det kommer til at betyde, at Sverige vil lave stikprøvekontrol ved Øresundsbroen og ved færgeoverfarter mellem Danmark og Sverige og mellem Tyskland og Sverige.