Aflivning eller 20.000 kr i operation: Se hvad Mikkos ejer gjorde

Da Nikolajs hund brækkede benet, stod valget mellem en operation til 20.000 eller aflivning. Men så fik Nikolajs far en idé

Nikolaj og Mikko (Fotos: Privat)
Nikolaj og Mikko (Fotos: Privat)

Hvor langt vil mennesker gå for at redde deres kæledyr? Det spørgsmål har 20-årige Nikolaj Arming fra Nykøbing Falster nok tænkt ekstra meget over de sidste par dage, da hans hund Mikko faldt og brækkede benet under en gåtur på de lokale fodboldbaner.

- Den løb rundt og legede med vores anden hund, og lige pludselig begyndte den bare at hyle helt vildt. Jeg løber med det samme hen og ser, at poten sidder helt forkert, fortæller Nikolaj Arming til Ekstra Bladet.

Nikolaj ringer rundt til forskellige dyrlæger og får en tid til Mikko. Da dyrlægen får taget røntgenbilleder og givet hunden smertestillende, får Nikolaj en hårdtslående besked. Mikko har brækket benet to steder og skal behandles på en specialklinik for små hunde, og det kommer mindst til at koste 20.000 kroner. Penge, som Nikolaj ikke har.

- Jeg overvejede, om han skulle aflives, for jeg havde jo ikke pengene. Jeg var totalt magtesløs over at skulle stå i den situation. Min hund er jo som et familiemedlem, siger Nikolaj.

Se også: Guldfisk gennemgår tumoroperation til 2000 kroner

Mens Nikolaj står og overvejer, hvad han skal stille op, ringer hans far, som er på ferie i Polen. De snakker om, hvad der er sket, og så får hans far en idé.

- Min far siger til mig, at den eneste udvej er at tage Mikko til en dyrlæge i Polen, fordi det er meget billigere. Jeg blev helt lettet over, at der var en løsning. Så det gjorde vi, siger Nikolaj.

Lille hund - stor prisforskel
Regningen hos dyrlægen i Danmark for tre røntgenbilleder, smertestillende og konsultation lyder på 2700 kroner. Nikolaj og hans kæreste betaler dyrlægen og får smertestillende med, som de kan give Mikko på den lange tur til Polen. De tager den første mulige færge og kører hen til klinikken. Operationen går godt - og prisforskellen er til at få øje på.

- Operationen kostede kun 1500 kroner. Det er jo helt vildt. Jeg endte med at betale i alt 6000 for hele turen inklusiv regningen, fortæller Nikolaj.

Han har skrevet om sin oplevelse inde på Facebook-gruppen 'Alle os med hunde'. Han vil gerne sætte fokus på, at hunde bliver aflivet i Danmark, fordi dyrlægeregningen er for høj.

- Det er en forfærdelig situation at stå i, og jeg er nok ikke den eneste. Det er urimeligt. Hvis jeg ikke var taget til Polen, var aflivning jo den eneste mulighed, siger Nikolaj.

Se også: Genforenet med hund syv år efter den blev stjålet

Nikolaj havde ikke en forsikring på sin hund, og det fortryder han nu. Men når hunden skal have stingene fjernet og have ny gips på, kunne Nikolaj sagtens finde på at tage til Polen igen.

- Jeg ville ønske, at man kunne gøre noget for at hjælpe de hundeejere i Danmark, der ikke har råd til så dyr en operation. Lige nu kan jeg ikke se andre udveje end at tage til Polen, siger Nikolaj.

Her ses Mikko efter operationen (Foto: Privat)
Her ses Mikko efter operationen (Foto: Privat)
 

170 kommentarer
Vis kommentarer