Afsløring: Anden gang kontrolfirma misser kemikalieskandale

Siemens og Vestas havde begge top karakterer for arbejdsmiljøet, selvom mere end hundrede personer fik arbejdsskader. Ekstra Bladet kan nu afsløre, at det samme firma har stået for arbejdsmiljøkontrollen hos de to firmaer

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Har du arbejdet på Vestas fabrik eller kender du til lignende problemer? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst)

De to vindmøllegiganter Siemens Wind Power og Vestas er den seneste måned blevet indblandet i en kemikalie-skandale, efter det er kommet frem i DR Nyheder, at omkring 140 medarbejdere i de to virksomheder over de seneste år har fået arbejdsskader, efter de blandt andet har arbejdet med kemikaliet epoxy.

Ingen af virksomhederne havde dog på overfladen problemer med arbejdsmiljøet, da begge virksomheder havde modtaget den bedst mulige arbejdsmiljøvurdering på Arbejdstilsynets hjemmeside. Den såkaldte Kronesmiley.

Se også: Thomas blev syg på Vestas: Bare jeg snakker om det, klør det

Det er sket på trods af, at 84 Vestas-medarbejdere og 64 Siemens Wind Power-ansatte i perioden fra 2005 og frem er blevet erklæret syge på grund af deres arbejde på virksomhederne af Arbejdsskadestyrelsen.

Privatfirma gav ekstra bling
Ekstra Bladet kan nu afsløre, at det var det samme private rådgivningsfirma, der sørgede for, at Siemens Wind Power og Vestas modtog den bedste arbejdsmiljøvurdering.

Der er tale om virksomheden Det Norske Veritas, DNV GL.

Dermed har kontrolfirmaet Det Norske Veritas, DNV GL i mindst to tilfælde overset graverende problemer med arbejdssikkerheden, som de ellers var hyret til at sikre.

Det oplyser kilder i Arbejdstilsynet til Ekstra Bladet.

Se også: 80 syge af kemiske stoffer: Vestas hyldes for arbejdsmiljøet

Forklaring: Vi kendte ikke til sygdom
I en mail til Ekstra Bladet bekræfter kommunikationsdirektør i Det Norske Veritas, DNV GL, Per Wiggo Richardson, at virksomheden har godkendt Vestas til en kronesmiley.

- Det korte svar på dit spørgsmål er, at vi ikke var bekendte med de tilfælde (af sygdom blandt medarbejderne, red.), som nu er kommet frem, skriver Per Wiggo Richardson til Ekstra Bladet.

Samme besked kom Per Wiggo Richardson med for få uger siden, da historien om de syge Siemens-ansatte rullede.

Afsløringerne af de syge Vestas-medarbejdere får dog Per Wiggo Richardson til at love, at Det Norske Veritas, ved sit kommende besøg i denne måned vil genoverveje Vestas kronesmiley.

- Certificeringsreglerne giver mulighed for midlertidig suspendering af et certifikat under ekstraordinære omstændigheder. Denne mulighed evalueres afhængigt af resultaterne af igangværende undersøgelser, lyder det i mailen.

Ekspert: Alle alarmklokker burde ringe
Ifølge arbejdsmiljøforsker ved DTU, Kåre Hendriksen, viser forløbet med Kronesmileys til både Siemens Wind Power og Vestas, at systemet har har klare udfordringer.

- De to virksomheder skulle ikke have haft deres kronesmiley. Sagerne viser, at certificeringsorganet (Det Norske Veritas, DNV GL, red.) med sine stikprøver ikke har formået at at afdække de arbejdsmiljøproblemer, der har ført til de mange arbejdsbetingede lidelser, lyder det fra arbejdsmiljøforskeren.

Kåre Hendriksen, mener dog ikke, at problemet udelukkende ligger ved virksomhederne og certificeringsorganet.

Se også: Medarbejdere hos Vestas er blevet syge af kemiske stoffer

Problemerne med arbejdsskaderne burde nemlig have været afsløret længe før.

Sådan fungerer kronesmileyen

Virksomheder der ønsker at give deres almindelige grønne smiley lidt ekstra bling og konvertere den til en kronesmiley, skal anskaffe sig et såkaldt arbejdsmiljøcertifikat.

Arbejdsmiljøcertifikatet udstedes af et privat firma kaldet et certificeringsbureau.

I tilfældet med Vestas og Siemens Wind Power er der tale om certificeringsbureauet Det Norske Veritas, DNV GL.

Når certificeringsbureauet er hyret af virksomheden der ønsker en kronesmiley, gennemgår bureauet virksomhedens procedurer og rådgiver virksomheden til at indføre procedurer der overholder arbejdsmiljøreglerne.

Når certificeringsbureauet er færdig med sit arbejde, godkendes virksomheden til en kronesmiley, der efterfølgende vises på Arbjedstilsynets hjemmeside.

Samtidig stopper Arbejdstilsynet med at komme på uanmeldte kontrolbesøg i virksomheden.

Kilde: Arbejdstilsynet - Kåre Hendriksen, arbejdsmiljøforsker DTU.

Arbejdstilsynet anvender ikke automatisk data om arbejdsskader anmeldt og behandlet ved Arbejdsskadestyrelsen. Derved misser Arbejdstilsynet værdifuld viden for at udvælge virksomheder til tilsyn. Data de private certificeringsorganer heller ikke har adgang til.

- 84 arbejdsbetingede lidelser på 10 år er helt uacceptabelt. Alle alarmklokker burde have ringet, men det gjorde de aldrig, fordi oplysningerne ikke blev brugt af Arbejdstilsynet, siger Kåre Hendriksen med henvisning til den seneste sag fra Vestas.

- Det helt store problem er, at loven om arbejdsmiljøcertifikat fritager de certificerede virksomheder fra Arbejdstilsynets almindelige tilsyn. For der findes ingen entydig sammenhæng mellem at have et arbejdsmiljøcertifikat og overholde gældende arbejdsmiljølovgivning, slutter Kåre Hendriksen.

38 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere