Behandlingsskolerne underviser og behandler nogle af Danmarks mest udsatte børn og unge.
Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at skolerne i årevis har udredt, diagnosticeret og medicineret børn, der blandt andet har fået ADHD-medicin, uden at være tilmeldt Styrelsen for Patientsikkerheds lovpligtige behandlingsregister.
- Det er brud på loven, at de ikke er registreret. Det har man pligt til, siger Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, til Ekstra Bladet.
Han forklarer, at registreringen er afgørende for, at styrelsen kan føre tilsyn med stedet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kommunerne betaler hvert år mange millioner til Behandlingsskolerne. Ud over undervisning tilbyder de blandt andet lægeundersøgelser, psykiatriske udredninger og medicinsk behandling.
- Den manglende registrering betyder, at der ikke er nogen garanti for, at den behandling, der foregår, sker sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger Kent Kristensen.
Styrelsen for Patientsikkerhed har på baggrund af Ekstra Bladets henvendelse kontaktet Behandlingsskolerne, som har høringsfrist 29. maj.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ledelsessvigt
Den erfarne sundhedsjurist Kent Kristensen har ikke mange roser til ledelsen af Behandlingsskolerne, der årligt modtager millioner af skattekroner.
- Det er et ledelsessvigt af de helt store, at man ikke har styr på det, når man slår sig op på at være en behandlingsskole og slår sig op på at kunne tage sig af udsatte børn, siger Kent Kristensen til Ekstra Bladet.
- Det fortæller mig, at man ikke tager sit behandlingsansvar tilstrækkeligt alvorligt.
Ifølge Kent Kristensen ville Behandlingsskolerne normalt være under særligt opsyn, fordi de tager sig af samfundets svageste børn og unge.
- Vi har det, der hedder risikobaseret tilsyn, og det er et tilsyn, hvor man særligt interesser sig for de steder, hvor risikoen for fejl er stor. Og det er den her. Det er den, når man taler om børn, og når man taler om særligt sårbare, forklarer han.
Selv forsvarer Behandlingsskolerne sig med, at de 'ikke var opmærksomme på', at de skulle lade sig registrere, da myndighederne lavede et nyt register i 2017. Skolerne har således - foruden en enkelt underafdeling - behandlet under radaren siden 2017.
Men den forklaring køber lektor Kent Kristensen ikke.
- Jeg tænker, at det er lang tid uden registrering, og jeg tænker, at når man ved, at man har en pligt til at gøre det – og når man sidder med gamle tilsynsrapporter - så kan det godt undre, at man ikke har fundet anledning til at tænke, at 'det er nu mærkeligt, vi ikke har hørt fra dem siden', siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ikke 'opmærksom'
I et nyt opslag på deres hjemmeside skriver Behandlingsskolerne til 'bekymrede' børn og forældre, at de 'naturligvis' er under offentligt tilsyn, fordi det sikrer, at de som privat leverandør 'til fulde lever op til myndighedernes krav'.
Ekstra Bladet ville blandt andet gerne spørge den stenrige direktør og ejer af Behandlingsskolerne, Mads-Frederik Damgaard, hvordan den påstand hænger sammen med, at de netop behandler uden at være lovpligtigt registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Men ejeren stiller ikke op til interview. Det oplyser Anders Lehmann, ekstern kommunikationsrådgiver med speciale i krise-kommunikation, som i stedet har fremsendt følgende citat fra skolernes behandlingsleder, Søs Bredahl:
'Vi har desværre ikke har været opmærksom på, at registrering i det ny Behandlingsregister også omfattede de to afdelinger, som Behandlingsskolerne tidligere havde tilmeldt hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Det beklager vi naturligvis, og vi vil derfor hurtigst muligt foretage registrering af vores afdelinger.'
Skolerne har desuden sendt flere tilsynsrapporter fra 2016, hvor skolerne var registreret.
I de gamle rapporter konstaterede Styrelsen for Patientsikkerhed flere fejl. Alligevel bruger Behandlingsskolerne de fire år gamle tilsynsrapporter som bevis for, at behandlingen i dag foregår forsvarligt.
Krise-kommunikation
Ekstra Bladet har sendt skolens nye kommunikationsrådgiver kritikpunkterne fra Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet.
'Med hensyn til lektor Kent Kristensen bekymring for kvalitet af behandling på de pågældende skoler kan vi kun gentage, at udredning og behandling bliver foretaget af faguddannet personale med mange års erfaring som speciallæger, special psykologer og sygeplejersker, der er underlagt lægeloven og/eller sundhedsloven,' skriver han om den behandling, som Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har kigget over skulderen i årevis.
Kommunikationsrådgiveren er blevet hyret, efter Ekstra Bladet har fortalt, hvordan ejeren af Behandlingsskolerne, Mads-Fredrik Damgaard, er blevet multimillionær på udsatte børn.