Frossen fisk har været omdrejningspunktet i en formodet momskarrusel, hvor den danske statskasse er blevet franarret mindst 26,5 millioner kroner.
Det kan Ekstra Bladet nu afsløre på baggrund af en række aktindsigter og fortrolig dokumentation fra det daværende Skat, som avisen er kommet i besiddelse af.
Skattemyndighederne mener, at selskabet har deltaget i en momskarrusel, der involverer en række andre danske selskaber, der kun har handlet med hinanden.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger vil Skattestyrelsens straffesagsenhed nu overdrage sagen til politiet.
Svindlen skulle været sket i handler mellem selskabets mystiske danske underleverandører, der allesammen er gået konkurs og har haft østeuropæiske direktører.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Og alt tyder på, at de formodede svindlere har unddraget den danske statskasse millioner af kroner. Sådan lyder det fra momsdirektøren i Baker Tilly, Søren Engers Pedersen, der er en af landets førende momseksperter.
- Desværre er realiteten, at Skat nok aldrig ser en krone af de penge. De er over alle bjerge. Der er nogle, der har haft snablen nede i statskassen og har gjort en god forretning på momsen, siger han til Ekstra Bladet.
Foreløbig mener skattemyndighederne at have et krav på 26,5 mio. kroner, men det gælder kun selskabet Wiio ApS.
Beløbet kan derfor været meget højere, mener momseksperten.
Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få kontakt til Wiio ApS' estiske direktør, Madis Lember. Han er ikke vendt tilbage.
Sådan gjorde de
Den formodede momskarrusel er foregået ved, at Wiio ApS har købt fisk fra en række underleverandører.
Underleverandørerne har købt fisken fra endnu et led af selskaber. Fælles for alle underleverandørerne er blandt andet, at de er gået konkurs, at de ikke har haft hjemmesider eller telefonnumre, og at de har haft østeuropæiske direktører. Derudover har flere af dem haft udenlandske bankkonti. Eksempelvis var et af selskaberne registreret i Fredericia, men havde en lettisk direktør og en schweizisk bankkonto.
Selskaberne i det nederste led i kæden har importeret fisken fra udenlandske selskaber. Selskaberne har så videresolgt fisken med moms, men i stedet for at betale momsen til myndighederne har de proppet pengene i lommen.
Til sidst er fisken blevet solgt til Wiio ApS, der har fået såkaldt købsmomsfradrag for at have købt fisken med moms. Problemet er bare, at momsen aldrig er blevet betalt længere nede i kæden.
Ifølge momsekspert Søren Engers Pedersen forsøger de på den her måde at sprede handlerne ud over så mange selskaber som overhovedet muligt for at sløre sporet for myndighederne.
- Jeg tror, det er den samme fisk, man har sendt rundt igen og igen, siger han.
Professionelle svindlere
Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af et brev fra april 2018, hvor det daværende Skat nægter Wiio ApS fradrag for den moms, som de har fået. Her skriver myndigheden blandt andet:
'Alle transaktionerne i 2015, 2016 og 2017 har været en lukket kæde af leverandører og kunder. Transaktionssporet er det samme igennem alle handler - der er én leverandør og én kunde for de omhandlende varepartier, og varepartierne bliver altid købt og videresolgt i samme mængde.'
Og:
'Sammenfattende for handlerne kan det anføres, at der tegnes et billede af, at selskaberne forsøger at sløre sporet for en momsunddragelse,' skriver Skat i brevet.
I brevet fra 2018 lægger skattemyndighederne vægt på, at Wiio ApS kan drages til ansvar for, at de selskaber længere nede i kæden ikke har afregnet moms.
Af en cirkulæreskrivelse fra maj 2019 fremgår det, at Skat på baggrund af brevet efterfølgende har truffet afgørelse om, at selskabet skal betale 26,5 mio. kroner.
- Man har bygget en kæde op, hvor man er sikker på, at man kryber uden om Skat i de første mange handler, siger Søren Engers Pedersen, momsdirektør i Baker Tilly, til Ekstra Bladet.
- Det er professionelle svindlere, der er tale om her.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.