Ved du noget om sagen? Så kontakt journalisten her
Den mangeårige topchef for Harboes Bryggeri, 78-årige Bernd Griese, får igen tæsk for at have sat egne interesser over aktionærernes.
Tidligere i år afslørede Ekstra Bladet, at det børsnoterede bryggeri har købt to millionvillaer af sin egen chef. Dengang lød forklaringen, at det var 'et tilfælde'.
Artiklen fortsætter under billedet...
Men sagen er langt mere omfattende.
Siden 2015 har Harboe - udover de to villaer - købt ind for et stort tocifret millioner kroner hos Bernd Grieses private selskaber, viser Ekstra Bladets research.
- Der er så mange røde flag her, at jeg vil råde investorer til at holde fingrene fra Harboes Bryggeri. Det er ikke normalt, at et børsnoteret selskab handler med sin direktør på den her måde, siger Ole Søeberg, formand i Dansk Aktionærforening.
Ølkongens fede fidus: Tørrede private villaer af på aktionærerne
Han ser gerne, at landets tilsynsmyndigheder kommer på banen.
- De må ind og finde ud af, hvad der foregår i Harboes Bryggeri. Man kan ikke have et børsnoteret selskab, som opfører sig sådan, siger aktionærformanden.
Bernd Griese, som i 2019 skiftede fra direktør til formand i bryggeriet, har ikke svaret på Ekstra Bladets henvendelser om sagen.
'Skriger til himlen'
En gennemgang af regnskaberne i Harboes Bryggeri viser, at selskabet siden 2015 har købt 'varer' for 18,5 millioner kroner og 'materielle aktiver' for 9,6 millioner kroner af chefens private selskaber.
I samme periode er aktiekursen i Harboe faldet med over 50 procent.
Ekstra Bladet har spurgt bryggeriet, hvad det har fået for de mange millioner. Men det har ikke været muligt at få en forklaring.
Artiklen fortsætter under billedet...
’Årsrapporterne er godkendt af selskabets bestyrelse og revisorer, ligesom de er godkendt på selskabets ordinære generalforsamlinger. Vi har således ikke yderligere kommentarer,’ skriver koncerndirektør Ruth Schade i en mail.
De interne handler og Harboes manglende vilje til at forklare sig 'skriger til himlen', mener Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
- Jeg er ikke jurist og aner ikke, om der juridisk er sket noget forkert. Men transparensen i Harboes Bryggeri er lig med nul. Det betyder, at det for investorer er umuligt at gennemskue, hvorfor ledelsen har gjort de her ting, siger han.
Kritik af ølkongens boligfidus: 'Mangel på dømmekraft'
’Et kæmpe problem’
De ovennævnte eksempler på sammenblanding af interesser i Harboes Bryggeri står langt fra alene.
Oplysninger fra Tingbogen viser, at et af Bernd Grieses personlige selskaber, Danfrugt Skælskør, driver forretning fra en af Harboes bygninger.
Artiklen fortsætter under billedet...
Omvendt ejer Harboe flere bygninger, der ligger på grunde tilhørende et andet af Bernd Grieses personlige selskaber, Visbjerggården A/S.
Det har ikke været muligt at få en forklaring på de nævnte oplysninger.
- Bernd Griese har åbenlyst haft svært ved at holde tingene adskilt. Når man ikke kan gennemskue, hvad der egentlig foregår, er det et kæmpe problem. Det samlede billede af Harboes Bryggeri viser – på alle måder – en mangel på kompetencer, siger investeringsøkonom Per Hansen.
I grafikken nedenunder kan du se eksempler på sammenblandingen af Bernd Grieses og Harboes interesser.