Afterparty for 16-årige: Nu skal diskoteker punge ud

Det koster tre diskoteker over 100.000 kroner at reklamere for fester for unge under 18 år

For at komme med til afterparty på baren skulle man være fyldt 16 år, fremgik det af en af reklamerne. Foto: Ritzau Scanpix
For at komme med til afterparty på baren skulle man være fyldt 16 år, fremgik det af en af reklamerne. Foto: Ritzau Scanpix

Tre diskoteker skal frem med den store pengepung, efter at de har reklameret for fester for 16-årige og 'andre ølelskende personer', hvor der kunne købes 'sjusser og shots'.

Diskotekerne - Mona i Maribo, TemaBar i Viborg og The Gap i Aalborg - har alle accepteret bøderne. Mona og TemaBar skal hver betale 10.000 kroner for ét reklameopslag, mens The Gap skal punge ud med 130.000 kroner for 13 forhold.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Natklub og ølstafet
I et opslag på Facebook skrev The Gap blandt andet, at der var 'fire sjusser og shots' for elever på tre forskellige gymnasier.

'The Gap præsenterer – frie sjusser og shots fra 23.00-00.00. For Dronninglund, Brønderslev & Fjerritslev Gymnasium. Book dit bord nu på […] – Denne begivenhed er ikke et samarbejde med hverken festudvalg eller gymnasierne, vi er bare i fest humør – The Gap – Nightclub'.

På samme måde havde TemaBar reklameret for en ølstafet rundt om Søndersø.

'Vi gentager successen fra sidste år! Venner, bekendte, familie og andre ølelskende personer - det er atter blevet tid til, at vi skal afholde ØLSTAFET rundt om Søndersø i Viborg! Ølstafetten starter og slutter på de smukke omgivelser ved plænen foran Brænderigården og Golfhotellet'.

Forbudt reklame
For at komme med til afterparty på baren skulle man være fyldt 16 år, fremgik det af opslaget.

Men følge markedsføringsloven er enhver form for omtale af alkohol forbudt i en reklame, hvis den retter sig mod unge under 18 år.

Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter, skriver Forbrugerombudsmanden.

Det er foreningen Alkohol og Samfund og Alkoholreklamenævnet, som har klaget til Forbrugerombudsmanden over de tre diskoteker.

30 kommentarer
Vis kommentarer