Airbnb lancerer nyt koncept: Går efter struben på hotelbranchen

Den amerikanske boligplatform vil tilbyde kunderne mere luksus og sågar hotelværelser

Airbnb Plus og Beyond by Airbnb er to nye koncepter, der skal lokke markant flere kunder - og særligt dem med dybere lommer end gennemsnittet - til at booke overnatninger via den amerikanske udlejningsside.

Det skriver New York Times.

Airbnb Plus-kategorien er en samling af godkendte lejligheder og huse, der opfylder en lang række kriterier fra køkkenets udrustning til, om der er plyssede håndklæder. Plus-konceptet skal dermed tilbyde kunderne en ensartet høj kvalitet.

- Nogle rejsende ønsker forudsigelighed og særlige bekvemmeligheder. Airbnb Plus vil give dem dette, fortæller Brian Chesky, direktør og medstifter af Airbnb til New York Times.

'Vanvittig'
Lanceringen skete på et pressemøde i dag i anledningen af udlejningstjenestens 10 års jubilæum. Airbnb vil udover plusklassen også tilbyde værelser på 'boutique-hoteller', bed-and-breakfast og hele feriehuse.

- For 10 år siden turde vi ikke drømme om, hvad Airbnb kunne blive til. Faktisk syntes mange dengang, at ideen om at fremmede ville opholde sig i hinandens hjem var vanvittig.

- I dag er det noget, millioner af mennesker gør hver eneste nat. Derfor ønsker vi nu at gå skridtet videre ved at støtte og udvide vores fællesskab, så vi om 10 år har mere end 1 mia. årlige gæster, fortæller Brian Chesky i en pressemeddelelse.

Dybe lommer
Mens du allerede nu kan se på over 2000 Airbnb Plus-udlejninger i 13 storbyer, er det først senere på foråret, at du kan stifte bekendtskab med udlejningstjenestens anden storsatsning: Beyond by Airbnb.

Her vil fokus være på folk, der ønsker luksus ud over det sædvanlige.

Et Airbnb-lejemål i plus-klassen koster i gennemsnit dobbelt så meget per overnatning som de 'normale', 200 dollars, mens der ikke er løftet sløret for, hvor dyre luksusejendommene i gennemsnit bliver.

For at få sit hjem på Airbnb til at figurere i plus-kategorien, skal en lang række ting opfyldes, og en person udsendt af Airbnb skal se og godkende det, man ønsker at udleje.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere