Aktienedturen fortsætter

Efter rekordstore fald på Wall Street i USA starter dagen i rødt i Asien

Aktiekurserne på børserne Tokyo, Seoul og Hongkong er faldet tirsdag morgen efter det kraftige aktiefald i USA.

Børsen i Tokyo startede dagen i rødt med et fald på 4,7 procent, mens Hang Seng-indekset i Hongkong og Kospi-indekset i Sydkorea dykkede over tre procent.

Dermed er der udsigt til at nedturen på aktiemarkedet fortsætter globalt, efter at børsen i USA blev ramt af det værste fald på en enkelt dag i årevis.

- Investorerne sælger ud efter de store fald fredag og mandag på Wall Street, siger Toshihiko Matsuno, analytiker fra SMBC Nikko Securities, til nyhedsbureauet AFP.

Da Wall Street lukkede mandag, var Dow Jones dykket 1175 point. Målt på point oplevede indekset det største fald nogensinde på én enkelt dag.

Dermed er Dow Jones-indekset igen nede under 25.000 point, nærmere betegnet 24.345,75 point. Det er samme niveau som i slutningen af december.

Også i Australien startede dagen med kraftige fald på børsen. Foto: AP
Også i Australien startede dagen med kraftige fald på børsen. Foto: AP
 

Nedtur overalt
Nedturen begyndte i sidste uge, hvor et større kursfald fredag gjorde ugen til den værste på børsen i to år.

Det bekræfter senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank, som beskæftiger sig med international økonomi.

- I starten af året så vi nogle stigninger på aktiemarkedet, som man egentlig havde forventet ville komme på et helt år, siger Mikael Olai Milhøj til Ritzau.

Han mener, det er sundt, at lidt af gassen er gået af ballonen.

- Vi har haft en periode med for høj optimisme. For investorerne gælder det om at huske på, at træerne ikke vokser ind i himlen, og man skal passe på ikke at blive for overoptimistisk.

- Det skaber bobler: At man tror, ting stiger. Så køber man dem. Så stiger de i pris. Så bliver man endnu mere optimistisk. Og så ruller hele lavinen, siger Mikael Olai Milhøj til Ritzau.

Fredag viste nye tal en stigning i de amerikanske gennemsnitslønninger på 2,9 procent, hvilket har skabt frygt for, at den amerikanske centralbank bliver nødt til at reagere på stigende inflation ved at sætte renterne hurtigere op, end finansmarkederne har kalkuleret med.

Danmark hårdt ramt
Også i Europa har børserne den seneste uges tid været ramt af store fald, heriblandt i Danmark.

For sjette handelsdag i streg endte C25-indekset i går i rødt, hvilket bringer den samlede markedsværdi ned på et niveau, som sidst er set for omkring ni måneder siden.

Og i Tyskland ramte DAX-indekset det laveste niveau i fire måneder.

Københavns Fondsbørs åbner i dag klokken 9.

62 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere