Al Gores besøg kostede skatteydere 1,3 millioner

Ringkøbing-Skjern Kommune har indtil nu nægtet at fortælle, hvor meget Al Gores besøg har kostet. Nu har Statsforvaltningen besluttet, at borgerne har ret til at kende beløbet

Den tidligere amerikanske vicepræsident blev 1,3 millioner kroner rigere, da han sidste år besøgte Jylland (Foto: (AP/Mark Lennihan)
Den tidligere amerikanske vicepræsident blev 1,3 millioner kroner rigere, da han sidste år besøgte Jylland (Foto: (AP/Mark Lennihan)

1,3 millioner kroner. Så meget måtte Ringkøbing-Skjern hive op af lommen, da de sidste år fik besøg af USAs tidligere vicepræsident Al Gore. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern ud fra en aktindsigt, de i længere tid har kæmpet for at få udleveret.

Indtil nu har kommunen ikke ønsket at offentliggøre prisen for Al Gores foredrag i Jylland, hvor han skulle tale om klimaforandringer. Nu har Statsforvaltningen besluttet, at borgerne i Ringkøbing-Skjern har ret til at vide, hvor stor en andel af kommunekassen, der er brugt på foredraget.

Da kommunen udbetalte det store honorar til Al Gore, regnede de med at hive en stor sum ind på billetsalget. Desværre viste det sig, at borgerne slet ikke var interesseret i foredraget. Kommunen fik derfor et underskud på 1,46 millioner kroner og var nødt til at fylde de tomme stolesæder med skolebørn.

- Vi retter os naturligvis efter Statsforvaltningens afgørelse. Vi har ingen intentioner haft om at holde prisen (på Al Gores foredrag, red.) hemmelig. Vi har jo hele tiden oplyst, hvor stort underskuddet blev på hele arrangementet, fortæller kommunens borgmester Iver Enevoldsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Borgmesteren oplyser, at man indtil nu har undgået at offentliggøre beløbet, da kommunen har indgået en offentlighedsklausul med Leadership in Time, der repræsenterer Al Gore.

Til sammenligning gav Ringkøbing-Skjern Kommune 149.000 kroner for et foredrag med FNs tidligere våbeninspektør, Hans Blix.

36 kommentarer
Vis kommentarer