Aldi-butikker i kæmpe millionunderskud

Aldi havde et underskud på over 500 millioner i Danmark i 2019

Aldi led i 2019 et rekordstort underskud i Danmark. Foto: Linda Johansen
Aldi led i 2019 et rekordstort underskud i Danmark. Foto: Linda Johansen

Den tyske discountkæde Aldi har stadigvæk lang vej igen på det danske marked.

I 2019 havde Aldi et underskud på 512 millioner kroner før skat på deres 180 butikker i Danmark. Det skriver Finans. Det er ifølge Finans et underskud, der er 131 millioner kroner større end i 2018.

Den administrerende direktør for Aldi Danmark, Finn Tang, er langt fra tilfreds.

- Det er bestemt ikke tilfredsstillende, at vi kommer ud dårligere end året før. Det skal dog ses i lyset af, at vi gennemfører store investeringer for at geare os til fremtiden, siger han til Finans.

Aldi er i gang med at modernisere og investere i nye butikker for at forbedre deres image i Danmark.

De har haft butikker i Danmark siden 1977. I de seneste ni år, har Aldi Danmark tabt 2,4 milliarder kroner, skriver Finans.

 

181 kommentarer
Vis kommentarer