Den tyske discountgigant, Aldi, trækker sig fra det danske marked.
Kæden har indgået en aftale med Rema 1000 Danmark, som køber 114 Aldi-butikker samt Aldis tre logistikcentre.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Aldi lukker eller sælger de øvrige butikker i løbet af 2023.
Aktieeksperten Lau Svenssen fortæller, hvilke brancher og aktier man skal vælge for at tjene penge på investering
'En beklagelig beslutning'
Omkring 1600 af Aldis cirka 2800 medarbejdere vil overgå til Rema 1000. Derudover vil Rema 1000 'tilbyde en jobbørs for Aldi-medarbejdere, som ikke overgår til Rema 1000 som en del af transaktionen,' lyder det i pressemeddelelsen.
'Efter nøje gennemgang af aktiviteterne i alle markeder har Aldi Nord truffet en vanskelig men nødvendig strategisk beslutning om at forlade det danske marked,' siger Finn Tang, administrerende direktør i Aldi Danmark i pressemeddelelsen.
'Det er en beklagelig beslutning for mange af vores loyale og dygtige medarbejdere, som udgør rygraden i Aldis danske forretning, og vi vil gøre vores yderste for at sikre dem den bedst tænkelige fremtid.'
Genåbner størstedelen
De 114 Aldi-butikker, som er omfattet af købet, vil forblive åbne indtil overgangen til Rema 1000. Rema 1000 forventer at genåbne størstedelen af Aldi-butikkerne under REMA 1000-brandet.
'Et antal Aldi-butikker, der ikke er omfattet af transaktionen med Rema 1000, forbliver åbne og ventes at blive solgt til andre aktører. De resterende butikker vil blive lukket ved udgangen af januar 2023,' lyder det i pressemeddelelsen.
Rema 1000 og Aldi ønsker ikke at røbe, hvor meget handlen har kostet.
Nye kollegaer i Rema 1000
Hos Rema 1000 glæder man sig til at byde de nye kollegaer velkommen.
'Aldi åbnede i Danmark i 1977 som den første discountkæde inden for dagligvarer og tjente som en kæmpe inspiration for vores ejer, Odd Reitan, da han åbnede den første Rema i Trondhjem i 1979,' siger Henrik Burkal, administrerende direktør i Rema 1000 Danmark i pressemeddelelsen.
'Så det er med lige dele ydmyghed og stolthed, at vi nu får lov at bære fanen videre. Opkøbet giver os mulighed for at etablere flere Rema 1000-butikker med selvstændige Rema-købmænd i lokalsamfund, hvor vi ikke er til stede i dag - med produkter af høj kvalitet til lave priser.'