Aldrig været så ekstremt: Varmere på Arktis end i Europa

Imens vi fryser i Europa, så har de det varmt i den nordlige del af Grønland samt Arktis. Ekspert beskriver det som ekstremt

På kortet her kan du se udvikling i temperaturforskelle fra 1885-2017. Video: NASA

Kuldebølgen har ramt Danmark og resten af Europa.

Her i kongeriget har temperaturen ramt minus fem grader med en chillfactor på op mod minus 15, mens det flere steder i Europa er langt koldere end minus 10 grader. Men et andet sted i verden er det usædvanligt varmt - i hvert fald relativt.

Ifølge DMI har temperaturen på Kap Morris Jesup på den nordlige spids af Grønland været over frysepunktet i 61 timer i streg, og det har smadret den tidligere rekord.

Også på Arktis arter vejret sig mystisk. Her er det lige nu omkring minus otte grader, og det er omtrent 20 grader varmere, end gennemsnittet for perioden 1958 til 2002.

- Det har aldrig været så ekstremt, har klimaforsker Ruth Mottram sagt til blandt andet Reuters om fænomenet.

Ekstra Bladet har tirsdag talt med klimatolog John Cappelen, der bekræfter, at det har været usædvanligt varmt i Nordgrønland og på Arktis.

Han oplyser, at gennemsnitstemperaturen for februar i perioden 1981 til 2010 for Kap Morris Jesup var minus 32,9 grader. Den varmeste februar var i 2005, og den bød i gennemsnit på minus 23,4 grader, mens den koldeste februar var i 1985 med minus 37,4 grader.

- På den nordligste landbaserede station har vi haft nogle temmelig høje temperaturer, og der er blandt andet blevet målt plus seks grader. Vi ser det med jævne mellemrum, men det er alligevel usædvanligt, at det bliver så varmt. Også på Arktis har det været ekstremt varmt over et stort område, siger John Cappelen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: AP
Foto: AP
 

- Hvordan kan det være, at det bliver så varm deroppe, når vi har det så koldt her?

- Atmosfæren er indrettet sådan, at der bliver trukket varm luft op over Grønland. Lige nu fungerer det lidt ligesom en føntørrer, og når vinden kommer over en forhindring som en bjergkam, så smider den fugten af på den ene side af forhindringen. Det betyder, at der kommer varmere luft over på den anden side, og så kan du få de høje temperaturer, siger John Cappelen til Ekstra Bladet.

Den varmeste temperatur noteret i Kap Morris Jesup er 7,8 grader 12. februar 2011.

Ifølge klimatologen vil de høje temperaturer naturligvis få betydning for isen, der vil smelte og knække af. Men det er nødvendigvis ikke en konsekvens af den globale opvarmning.

- Det er jo klart, at når det er så varmt, så tænker folk klimaforandringer. Der er masser ting, der viser tegn på global opvarmning, men det er også helt naturligt, at der er forskellige udsving i temperaturen, siger John Cappelen til Ekstra Bladet.

Udsigten fra de kommende dage viser, at temperaturen på Kap Morris Jesup igen vil ramme mellem minus 20 og minus 25 grader. Allerede tirsdag er det blevet markant koldere.

En kold tirsdag!
Hvordan bliver vejret så i Danmark i dag?

Det bliver koldt.

- Der kommer til at være snebyger på især Bornholm og området omkring Lillebælt. I løbet af aften og i nat kan Sydsjælland og Lolland-Falster også komme med på vognen.

Artiklen fortsætter under billedet

En blanding mellem meget lave temperaturer og hård vind, kan få temperaturerne til at føles som minus 18 grader. Polfoto: Ole Lind
En blanding mellem meget lave temperaturer og hård vind, kan få temperaturerne til at føles som minus 18 grader. Polfoto: Ole Lind

- Tirsdag morgen ligger vi på en temperatur på omkring 4-5 grader, men det bliver meget blæsende. Derfor bliver det en rigtig kold tirsdag, og det kan føles som mellem 10-15 graders frost, siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø til Ekstra Bladet. 

Selvom det er koldt i Danmark, så har temperaturen i Finland, Norge og Sverige lokalt buldret ned under 30 grader. Måske vi alligevel ikke skal klage.

Vortex split
Ekstra Bladet har tidligere talt med DMI, der fortæller, at det godt kunne tyde på, at stratosfærisk opvarmning og polar vortex split er årsagen til, at vi får det ekstremt kolde vejr i denne uge

- Det bliver koldere og koldere, og det skyldes, at der er den her hvirvel (vortex, red.), der står og blæser kold luft rundt om Nordpolen og Sydpolen. Den er der sket en splittelse af, og det gør, at vi får det her kuldefrembrud i næste uge, siger vagthavende meteorolog hos DMI Jane Hansen til Ekstra Bladet.

Og hvad betyder alt det her så på normal dansk?

Ifølge Jane Hansen sker der to forskellige ting. Normalt har vi et strømningsmønster, hvor vinden kommer fra vest og blæser mod øst, mens vortex ved Sydpolen og Nordpolen blæser den anden vej.

- Men nu får vi den her splitning, fordi der kommer varme op nedefra, og så bliver luftstrømmen fra øst mod vest svagere. Det sender også varm luft op imellem hvirvlen, og så bliver den splittet. Det betyder, at modstrømmen også bliver svækket i den kommende tid, og så bliver den normale vestlige strømning forvandlet til en østlig strømning ved overfladen, siger Jane Hansen til Ekstra Bladet.

Og da det er rigtig, rigtig koldt i Rusland og andre steder i Østeuropa, så får vi også 'glæden' af det i Danmark.

- Kulden kommer, fordi det er derover, at det er koldt. Det er ikke fordi, at vi får kold luft ned fra højden. Det skyldes derimod, at strømningsmønsteret påvirker nedad, og det gør, at strømningsmønstret ved overfladen ændrer sig, og så får vi lige pludselig vinden et andet sted fra, siger Janen Hansen til Ekstra Bladet.

Samtidig oplyser hun, at det ikke er unormalt, at vi har østenvind, men det er usædvanligt, at det bliver så koldt.

Se her, hvordan en 'polar vortex split' bliver skabt

115 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere