Aleksandr købte flybilletter hos rejsebureau: Pludselig blev de meget dyrere

48-årige Aleksandr Matin købte fem flybilletter til Tallinn og betalte gladeligt, men så fik han mail, han ikke forstod. Pludselig var prisen steget med 700 kroner

Aleksandr Matin troede, at han skulle betale knap 5200 for sine billetter, men han blev klogere. Foto: Privat
Aleksandr Matin troede, at han skulle betale knap 5200 for sine billetter, men han blev klogere. Foto: Privat

Har du oplevet noget lignende med Bravofly eller andre firmaer, så hører vi gerne fra dig. Send os et tip i en sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send en mail til 1224@eb.dk.

Fem flybilletter til Tallinn for knap 5200 kroner hos rejsebureauet Bravofly lød som en god pris for Aleksandr Matin, der valgte at slå til.

Musikskolelæreren betalte gladeligt og glædede sig til en tur med familien, men kort efter fik han en mærkværdig mail. Pludselig skulle han betale 5870,18 kroner for de samme billetter, og det fik ham til at undre sig.

Derfor ringede han til Bravofly, der oplyste, at de havde pålagt et gebyr på 100 euro for at administrere billetter. Et beløb, som Aleksandr Matin aldrig havde hørt om, før han fik mailen med det nye beløb.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Jeg har antennerne ude hele tiden, når jeg bestiller den slags, men her havde jeg ingen chance for at gøre noget. Det er meget, meget groft. Normalt står der, når der er pålagt gebyrer, men her betaler jeg den pris, som jeg er blevet oplyst, og så får jeg en efterregning. Jeg synes de tager røven på folk, siger Aleksandr Matin til Ekstra Bladet.

Et tagselvbord
Samtalen med Bravoflys kundeservice fortsatte, men Aleksandr Matin blev ikke meget klogere. Ifølge musiklæreren holdt de fast i deres krav.

- Man har jo ingen chance for at gøre noget. De stjæler penge fra folk, og derfor har jeg sagt, at hvis differencen på beløbet ikke er på min konto på fredag, så melder jeg dem til politiet. De siger blot, at jeg skal sende dem en klagemail, men jeg tror ikke, at der sker en skid, siger Aleksandr Matin.

Ifølge 48-årige mand er det ikke de 700 kroner, der vælter hans budget, men han synes ikke det er okay at opkræve en pris og så sende en ekstraregning efterfølgende.

- Jeg bliver ikke meget fattigere af 700 kroner, men det er princippet. Det skal ikke være på den måde. Hvis de gør det her med 100 mennesker, så er det jo pludselig 70000 kroner det drejer sig om, og så er det jo et tagselvbord, siger Aleksandr Matin til Ekstra Bladet.

Tavshed
Ekstra Bladet har forsøgt at komme i kontakt med en presserådgiver fra Lastminute.com group for at få svar på, hvorfor det pludselige kostede 100 euro ekstra for Aleksandr Matin. Vi ville også gerne have haft svar på, om det er normal procedure hos Bravofly, men rejsebureauet har blot sendt følgende svar.

'Vi vil gerne informere dig om, at klagen bliver behandlet af vores specialiserede team. De vil kontakte kunden og give ham status på klagen', skriver de i en mail til Ekstra Bladet.

I dag ved Aleksandr Matin stadig ikke, hvad han skal gøre. På den ene side har han ikke lyst til at rejse med Bravofly, men på den anden side har han ikke lyst til at købe fem nye billetter et andet sted og dermed miste over 5000 kroner.

Derfor har han valgt at afvente for at se, om Bravofly forbarmer sig og overføre de knap 750 kroner til ham.

Ekstra Bladet har lavet et pristjek af 21 sommerferierejser. I to tredjedele af tilfældene var der penge at spare ved at booke rejsen selv. Billedet her er fra Thailand. Foto: All Over Tips og guides Stort pristjek af 21 rejser: Sådan kommer du billigst på sommerferie

Har du oplevet noget lignende med Bravofly eller andre firmaer, så hører vi gerne fra dig. Send os et tip i en sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send en mail til 1224@eb.dk.

101 kommentarer
Vis kommentarer