Allan kan gå på tidlig pension

Stilladsmedarbejder kan gå på pension tre år før planen, hvis Regeringens pensionsudspil bliver en realitet

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen

Den 52-årige Allan Rønsholt Knudsen fra Vejle er en af dem, som vil kunne gå tidligere på pension end planlagt.

I hvert fald hvis morgendagens udspil fra Regeringen bliver til virkelighed. 

Som 17-årig startede han som arbejdsdreng, og to år efter blev han stilladsarbejder, hvilket han har været lige siden.

Det betyder efter alt at dømme, at han vil have 44 års anciennitet som 61-årig og dermed vil kunne pensionere sig selv tre år tidligere end normalt.

- Jeg har ikke taget stilling til det, fordi det ligger så langt ude i fremtiden, men jeg begynder da at tvivle på, om jeg kan være i den branche så lang tid, siger han og uddyber:

- Jeg kan selvfølgelig godt mærke fra år til år, at fysikken bliver dårligere, og jeg er blevet mere slidt, men pt. lider jeg dog ikke nogen skader.

Færre penge
Han kan godt forestille sig at tage imod tilbudet, hvis det bliver en mulighed.

- Til den tid har jeg gearet ned alligevel og vil gerne have lov til at slappe af og pleje min krop, siger han.

Pt. tjener han omkring 40.000 kr. om måneden og vil i stedet ifølge Ekstra Bladets oplysninger kunne få ca. 13.500 kr. af staten. Men det mindre beløb betyder ikke det store for ham.

- På et eller tidspunkt sker det jo, at man ikke kan mere, og så er det jo dejligt at have muligheden. Jeg arbejder på akkord og vil derfor alligevel ikke kunne tjene lige så meget som nu, når jeg nærmer mig de 70 år.

180 kommentarer
Vis kommentarer