Alle anmeldere skuffede over ny dansk Netflix-satsning

'The Rain' når ikke i mål med sine høje ambitioner

Det er den første danske serie produceret for streaming-giganten Netflix. Men selv om ambitionerne er høje, er det ikke alle anmeldere, som er lige begejstret for det postapokalyptiske plot.

Politiken kvitterer med tre hjerter til thriller-serien, der udspiller sig i et fremtids-Danmark underdrejet af 'syreregn'.

- De visuelle effekter får Københavns undergang til at se så realistisk ud, at man retter sig op i stolen for at få det hele med. Men man synker ned igen, så snart det menneskelige drama blokerer for kulisserne, skriver de.

Generelt virker det til, at mændene med de visuelle pensler, Thomas Øhlenschlæger og Jonas Ussing, er nået godt i mål, og de modtager roser fra de fleste anmeldere. Manuskriptet af Jannik Tai Mosholt er dog knap så vellykket.

Det mener også Soundvenue, der ligesom Politiken giver serien tre stjerner.

- Regnen er giftig i Netflix’ første store danske satsning ’The Rain’. ’The Hunger Games’ møder ’The Walking Dead’ i en københavnsk young adult-dystopi, som trods pæn produktionsværdi og en pirrende præmis forbliver en bleg imitation af de amerikanske forbilleder,' skriver de.

Tre stjerner er også, hvad vores egen anmelder her på Ekstra Bladet, Henrik Queitsch, har lyst til at give serien, der med hans ord 'skuffer gevaldigt'. Det lykkes simpelthen ikke for 'The Rain' at markere sig som en seriøs konkurrent til de mange andre gode serier på markedet, mener Queitsch.

Hos filmsitet filmz.dk vil anmelderen 'hellere gå en tur i regnen' end se mere af 'The Rain' end de tre anmeldereksempler, han er blevet givet. Serien må derfor nøjes med to stjerner.

Hør i videoen øverst, hvad journalist på SKÆRM Freya Bjørnlund synes om den nye serie, der har premiere på Netflix i morgen.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere