Alle glemmer en væsentlig detalje

Alverdens medie skrev om krise ved det verdensberømte vandfald Victoria Falls, der er løbet tør for vand. Men nuancerne er blevet glemt

Sådan så det ud ved det afrikanske vandfald 6. december. Video: Reuters/Ritzau Scanpix

'Der er frygt for, at klimaforandringerne kan dræbe en af regionens største turistattraktioner'.

Sådan skrev The Guardian om en billeder taget 4. december af det verdensberømte vandfald Victoria Falls. Historien blev efterfølgende citeret i alverdens medier heriblandt Ekstra Bladet, Sky News, Reuters, Huffington Post, Daily Mail og The Independent.

Vandfaldet ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe, og Zambias præsident, Edgar Chagwa Lungu har sågar ved flere lejligheder advaret mod klimaforandringernes påvirkning af Victoria Falls.

'Disse billeder af Victoria Falls er en stærk påmindelse om, hvad klimaforandringerne gør ved vores miljø og vores levebrød.'

'Der er ingen tvivl om, at Zambia er et af de lande, hvor klimaforandringerne rammer hårdest, mens vi har mindst råd til at betale for konsekvenserne,' har han tidligere skrevet på Twitter.

Mangler nuancer
Der er bare et problem. De glemmer nuancerne.

Det er slet ikke sikkert, at klimaforandringer har en betydning, ligesom det ikke er usædvanligt, at mængden af vand i Victoria Falls er svingende. Især i forbindelse med en tørke.

African Travel and Tourism Association (ATTA red.) har i kølvandet på de mange artikler om vandfaldets mangel på vand kaldt beskrivelserne for sensationelle. Derudover skriver de, at det handler om manglende forståelse for historiske og sæsonbetonede ændringer i vandniveauerne i vandfaldet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

Det skriver det lokale medie The Chronicle.

'Der har for nylig været en række medier og nyhedsorganisationer over hele verden, der har rapporteret om Victoria Falls' potentielle udtørring.

'Selv om vi er opmærksomme på, at klimaændringer er en voksende bekymring på globalt plan, og de potentielt har indflydelse på lande i hele verden, så har der manglet en indsigt i det historiske sæsonmønstre. Det er meget vigtig information, der er med til at sætte det hele i perspektiv', skriver ATTA i en erklæring.

Ikke usædvanligt
På mediet Victoria Falls 24, der følger vandfaldet helt tæt beskrives det også, hvordan vandfaldet sidste år nåede sit højeste niveau siden 2010.

De laveste årlige vandniveauer i Victoria Falls

1995/96: 390,3 kubikmeter i sekundet

1994/95: 441,9 kubikmeter i sekundet

1914/15: 448,9 kubikmeter i sekundet

1948/49: 507,7 kubikmeter i sekundet

1991/92: 528,3 kubikmeter i sekundet

1921/22: 531,8 kubikmeter i sekundet

2018/19: 556,7 kubikmeter i sekundet

1918/19: 558,4 kubikmeter i sekundet

1915/16: 561,1 kubikmeter i sekundet

1923/24: 572,2 kubikmeter i sekundet

 

Også turistagenturet oplyser, at der på daglig basis ændringer i vandniveauet, hvilket bekræfter at billeder, som den lokale beboer Suzanne Elliot Smith har lagt op på Facebook. De billeder er taget 6. december. To dage efter krisen.

Normalt er vandniveauet i vandfaldet højest fra april til juni, mens det er lavest fra oktober til december.

Uenighed om baggrund
I første omgang skrev Ekstra Bladet, at nogle forskere afviser at skyde hele skylden for vandmanglen ved Victoria Falls på klimaforandringer, da der her godt kan være tale om mere tilfældige ændringer af sæsonerne.

Kun hvis det kedelige fænomen gentager sig de kommende år, vil klimaforandringerne få hovedrollen som skurk, mener forskerne.

- Men det er overraskende, at tørkeperioderne kommer så ofte. Den seneste tørke var for blot tre år siden, fortæller den lokale vandekspert Harald Kling til Reuters.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

Andre forskere er derimod overbevist om, at netop klimaforandringerne er forklaringen.

Det gælder blandt andre Richard Beilfuss, der står i spidsen for International Crane Foundation og har et indgående kendskab til vandforholdene ved Victoria Falls.

- Når regnen kommer i meget større mængder på kortere tid, kan det blive ganske svært at holde på vandet. Og det giver en længere og hårdere tørke.

 

353 kommentarer
Vis kommentarer