Nordisk Film Biografer holder alle deres biografer lukkede tirsdag.
Det skriver de i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at en af de dræbte under skyderiet i Field's søndag var en af deres unge medarbejdere.
Lukningen sker af respekt for ofrene, og for at man kan få talt situationen igennem med biografernes medarbejdere.
'Vores ansatte i Field's modtager krisehjælp, og vi tager også hånd om medarbejdere i de øvrige biografer,' udtaler direktør i Nordisk Film Biografer Casper Bonavent i pressemeddelelsen.
'Biografen i Field's er foreløbig lukket frem til 11. juli. Vi håber på vores gæsters forståelse.'
Nordisk Films biografer holdt også mandag lukket landet over.
- Umiddelbart er forventningen lige nu, at vi åbner biograferne i morgen, siger pressechef hos Nordisk Film Jesper Eising til Ekstra Bladet.
Nordisk Film har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.