Alle skulle prøve ’hvid januar’ - det gør ikke ondt

Max Hansen kan tydeligt mærke på sin krop, hvad en totalt alkoholfri måned betyder

Hvis man drikker for meget, kommer regningen på et tidspunkt, påpeger Max Hansen. Foto: Olivia Loftlund
Hvis man drikker for meget, kommer regningen på et tidspunkt, påpeger Max Hansen. Foto: Olivia Loftlund

Alkohol-kulturen i Danmark er helt ude i skoven, mener mange. Ca. 250.000 drikker for meget, og godt 140.000 er afhængige af alkohol. Hertil kommer alle de familiemedlemmer, som er skyggealkoholikere. Og lovgivningen omkring alkohol til unge under 18 år overholdes sjældent.

– Jeg holder ’hvid januar’ og har gjort det i flere år. Det er sundt. Ikke at jeg drikker ret meget – det gjorde jeg i mine unge dage, hvor der var knald på – men på trods af det kan jeg mærke en forskel. Det er jo opløsningsmidler, man hælder i kroppen, og selv om det kan være ganske sjovt, mens det står på, så kommer der en regning, siger Max Hansen.

Den 64-årige skuespiller mener, at det er godt, at Sundhedsstyrelsen på denne måde sætter alkohol på dagsordenen.

Kræft
– Mange synes, at man er kedelig, hvis man ikke lige snupper en fadøl. Men selv når min kone tager sig et glas vin om aftenen, drikker jeg bare en kop te. Det gør ikke ondt at holde hvid januar. Tværtimod. Og min teenagesøn på snart 18 år hoppede også med på vognen i denne måned. Der er en helt syg alkoholkultur i gymnasierne. Nogle af dem drikker hver dag. Hård sprut. Det er synd, for de kan blive afhængige, tilføjer han.

Før Max Hansen mødte sin kone, Inge, havde han en årrække, hvor han gav den gas i byen, og derfor taler han af erfaring, når han siger, at der en dag kommer en regning.

– Man kan få sukkersyge, leverproblemer og kræft, hvis man drikker for meget. Det skal man tænke på. Kroppen reagerer på et tidspunkt. Jeg fik kræft for en del år siden. Heldigvis er jeg helt rask i dag, men det har fået mig til leve meget sundere. Og en hel måned eller to uden så meget som den mindste fadøl er godt for alt, griner han.

Læge: Godt at give lever og krop en pause

Sundhedsstyrelsens ’hvide januar’ er ved at være ovre, og skal man tro udmeldingerne på de sociale medier, er mange hoppet på vognen.

Det glæder afdelingslæge i misbrugsbehandlings-organisationen Novavi Nanna Døssing.

Den danske alkoholkultur er ikke befordrende for sundheden, og de unge vænnes til at drikke alt for tidligt, mener afdelingslæge Nanna Døssing. Privatfoto
Den danske alkoholkultur er ikke befordrende for sundheden, og de unge vænnes til at drikke alt for tidligt, mener afdelingslæge Nanna Døssing. Privatfoto
 

– Det er nok ikke dem, som er mest ramt af sygdommen alkoholafhængighed, der hopper på sådan en kampagne. Men det er velkendt, at mange af vores patienter starter året op med en lang afholdende periode. Hvis bare nogle af de godt 250.000 danskere, som drikker for meget, standser op og tænker over deres indtag i en måned, så er meget nået. En hvid januar kan have stor effekt – både med hensyn til fedtlever, overvægt og diabetes. Hvis en ung mand har været på Roskilde og har drukket igennem i otte-ti dage, så har han fedtlever. Den kan restitueres på to uger. En ældre med et længerevarende forbrug skal måske bruge seks uger. Men det nytter altså noget at standse op, siger hun.

Især skadeligt for unge
Selv om det nok er en sundhedstrend at gennemføre en hvid januar, så vil der også være mange, der har brug for det.

– Alkohol giver stemningsløft i hjernen, men der er ingen helbredsfordele ved den. Der er tale om et organisk opløsningsmiddel, som både er kræftfremkaldende og kan skabe afhængighed. Så ud fra et lægefagligt synspunkt er det godt, at Sundhedsstyrelsen her giver folk en ’undskyldning’ for ikke at drikke.

Nanna Døssing peger på, at det ofte gøres suspekt at være ’på vand’, hvis man vil passe ind socialt.

– Med en kampagne er det nemmere at sige fra, og måske lærer man så derved noget om sit eget velbefindende. Den måde, vi drikker på i Danmark, er anderledes end Sydeuropas. Vi har ikke respekt for den forskning, der viser, hvor skadeligt det er – især for de unge.

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere