Nu er det muligt selv at bestille tid til coronatest.
Indtil nu har voksne danskere, der ønskede at blive testet, skullet have en henvisning fra egen læge eller sin arbejdsgiver.
De mange tests vil finde sted i de hvide telte, der er stillet op i 16 byer rundt omkring i landet, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Systemet skulle være klar til at tage i mod de test-hungrende danskere i løbet af et par dage. Første tider bliver åbnet for de 18-25-årige, og efterfølgende åbner systemet for cpr-numre for de øvrige voksne årgange.
- Hidtil har vi styret adgangen til test ret stramt, men nu har vi kapacitet til at åbne for at lade den enkelte selv vurdere, om man vil testes, lyder det fra Magnus Heunicke, sundheds- og ældreminister.
Men det gælder altså kun borgere uden symptomer, understreges det i pressemeddelelsen.
Borgere med symptomer skal fortsat henvende sig til egen læge for at blive henvist til test på et sygehus.
- Vi har bragt smittetrykket ned på et meget lavt niveau. Det er afgørende, at der ikke er skjulte smittelommer, som kan få smitten til at stige igen. Hver eneste smittekæde er en for mange og kan potentielt blive til flere. Derfor handler den nationale teststrategi om markant øget testning bredt i befolkningen. Så har man blot den mindste mistanke om, at man har været udsat for smitte med covid-19, så bør man lade sig teste, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Er man blevet kontaktet i forbindelse med smitteopsporing, fordi man har været tæt på en person, der har fået konstateret covid-19, vil man via den nye smitteopsporings-hotline eller egen læge blive henvist til testteltene.