Alt for fræk: Skulptur af kvinde skal skjules af 'strategisk busk'

En gæst klagede over skulpturen, som hun mente var upassende i offentligheden

Denne skulptur foran Bribie Island Communnity Arts Centre har en lang historie af klager på grund af sine kønsdele.  Foto: Privat
Denne skulptur foran Bribie Island Communnity Arts Centre har en lang historie af klager på grund af sine kønsdele. Foto: Privat

Efter et besøg ved det lokale museum sendte Lulu Drew en klage til byrådet på den australske ø Bribie Island.

Uden for museet Bribie Island Communty Art Centre var opført en skulptur, Birth of Venus, der forestiller en nøgen kvinde i fosterstilling. Mellem benene fik Lulu Drew øje på den hvide sandskulturs 'private dele', og det mente hun på ingen måde hørte hjemme på et så offentligt sted.

Det skriver australske ABC.

Lulu Drew besøgte stedet sammen med en ældre herre og fortæller, at de slet ikke havde vist, hvor de skulle kigge hen, da de fik øje på skulpturens kønsdele.

Da hun kontaktede byrådet, fik hun at vide, at den samme statue tidligere havde været placeret i en park, men var blevet flyttet på grund af klager, efter at nogen havde malet dens kønsregioner lyserøde.

Skulpturen har ifølge en talsperson fra Moreton Bay Regional Council de seneste ti år befundet sig på det lokale museum på Bribie Island. Det sidste år har den stået ude foran, men det er først efter at en busk, der skjulte kønsdelene, pludselig var væk, at den har skabt problemer og nu altså en klage fra Lulu Drew.

- En busk, der var plantet i midten, blev stjålet, og nu erstatter vi den, siger talspersonen ifølge ABC.

Lulu Drew mener særligt, det er placeringen af Venus-skulpturen, der gør den til et problem.

-Det er et sted, hvor små børn går hen og får malet deres ansigter. De går ind, og dér ligger en dame i fosterstilling, siger hun. Hun understreger, at hun ikke skammer sig over selve kvindekroppen, men mener, at skulpturen har en 'meget smagløs positur'.

Kunstneren Antone Bruinsma, der har lavet skulpturen, er dog slet ikke enig. Han er ked af, at hans værk nu igen skal 'sløres'.

- Jeg har ikke noget imod, at folk ikke er enige i det, jeg skaber, men betyder det, at ethvert byråd kan flytte et kunstværk eller placere en busk eller et træ strategisk, hver gang nogen klager? spørger han.

112 kommentarer
Vis kommentarer