Ambitiøs dansk cykelkæde går konkurs

Den danske cykelkæde Cykelbanditten, der har flere butikker i København, er gået konkurs

Cykelkæden Cykelbanditten er gået konkurs. (Arkivfoto: Colourbox)
Cykelkæden Cykelbanditten er gået konkurs. (Arkivfoto: Colourbox)

Selvom drømmene var store og ambitionerne høje, så må iværksætter-brødrene Jacob og Daniel Guldager sande, at deres cykelkæde siden 2008 Cykelbanditten Aps er gået konkurs.

Kæden, der har tre butikker i København, havde i forvejen et skidt 2014, der således endte med et underskud på 750.000 kroner, fremgår det af sidste offentliggjorte regnskab.

Ifølge Daniel Guldager har brødrene selv begæret selskabet, der er kendt for, at kunder kan sætte deres personlige præg på cyklerne, for konkurs.

- Vi skylder penge til folk, som vi ikke kan betale. Vi har nogle forskellige kreditorer, og i sidste ende kan vi ikke drive forretningen sundt, siger han til Ekstra Bladet.

Cykelkæden havde også i 2014 en butik i Aarhus, men den måtte lukke. Alligevel var der store ambitioner om udlandet og endnu flere danske butikker i et interview med Børsen sidste år efter en millionindsprøjtning fra nogle investorer.

- Det er super trist, og vi er monster kede af det. Vi har drevet en god forretning, og været med til at præge billedet i København med nogle sjovere cykler, men i sidste ende har vi været ramt af et hårdt forår oveni et dårligt 2014, hvilket bare har gjort, at beløbene er steget løbende.

I ugerne op til konkursen har kæden annonceret for et stort udsalg med rabatter på 40 procent. Han afviser dog, at det var et sidste forsøg på at hente kunder ind.

- Vi har kørt udsalg løbende hen over sommeren for at få nogle penge ind, men også for at se, hvad et udsalg i højsæsonen kan gøre for os, siger han.

Flere kunder, der købte op til konkursen, har ikke fået deres varer, men ifølge Daniel Guldager bliver der arbejdet hårdt for at finde en løsning.    

- Der vil være nogle kunder, der ikke har fået deres varer. Og for at vi kan sove godt om natten, så skal de selvfølgelig have deres varer. Vi er i forvejen kede af at vi skal lukke, men vi vil gerne gøre det pænt, siger han. 

Er du en af de kunder, så tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (koster alm. takst).

64 kommentarer
Vis kommentarer