Ambulance-fører om folks opførsel: Det er jo helt absurd!

Ambulanceredderen Dennis Thorbech Christensen mener, at det er 'helt absurd' at redderne og politiet skal bruge kræfter på at holde nysgerrige folk væk fra ulykkessteder

Ambulanceredder Dennis Thorbech Christensen har gennem de seneste år oplevet, at flere og flere mennesker har et behov for at blande sig, når han er på arbejde - i ofte livreddende situationer.

Mandag skete det igen, da han blev kaldt ud på opgave på en central plads i København.

Det skriver Avisen.dk.

- Efter at vi gentagne gange havde bedt folk om at forlade stedet, blev min makker nødt til at flytte ambulancen for at skærme. Da det ikke hjalp, måtte vi tilkalde politiet alene med det formål at holde folk væk derfra. Det er jo helt absurd, at vi og politiet skal bruge kræfter på den slags, siger han han til Avisen.dk.

Folks opførsel er frustrerende
Episoden fik efterfølgende Dennis Thorbech Christensen til tasterne på Facebook. I en status skrev han om, hvor frustrerende det er at opleve, at folk ikke har mere respekt og empati i sådanne situationer.

- Folk har travlt med at finde ud af, hvad der sker, dokumentere det med deres mobiltelefoner og i det hele taget blande sig i vores arbejde, siger Dennis Thorbech Christensen.

Oplevelsen i går er kun én ud af mange andre.

- En ting er, at man er nysgerrig, når man ser blå blink. Det er helt naturligt. Men jeg er helt uforstående overfor, hvordan man kan have så lidt respekt for, at der ligger en syg borger, som har brug for vores hjælp. Det undrer mig virkelig, at man ikke forlader stedet, også af respekt for de pårørende, siger han.

Hvad gør du med din mobil, når du ser en ulykke? Ringer efter hjælp - eller filmer, og lægger videoen på nettet. (Arkivfoto: Jens Dresling) nationen Ville ikke hjælpe hårdt såret trafikoffer: Nej, jeg filmer

Forstyrrer arbejdet
Dennis Thorbech Christensen synes, det er frustrerende på den måde at blive forstyrret i sit arbejde.

- Når der står 50 mennesker og glor på én, mens man er i gang med sit arbejde, så er det klart, at det forstyrrer. Vi lader os ikke påvirke af det, men som alle andre vil vi også gerne have arbejdsro. Vi har ikke råd til at bruge så meget som et sekund på at skulle forholde os til at der står et publikum og glor, siger han.

Dennis Thorbech Christensen forklarer, at folks behov, for at følge med i hvad der sker, mest kommer til udtryk ved, at de står og filmer eller tager billeder af episoden med deres mobiltelefoner. Andre kommer med tilråb om, hvad de mener ambulanceførerne skal gøre i den konkrete situation.

- Jeg forstår slet ikke, at respekten for både vores arbejde, men ikke mindst for ens medborgere er så ikke-eksisterende. Det er hamrende frustrerende at være vidne til, siger Dennis Thorbech Christensen.

Blevet værre gennem årene
Dennis Thorbech Christensen synes, at det er blevet værre gennem de syv år, hvor han har været ambulancefører.

- Vi snakker om det kollegaer imellem, og ud fra det, jeg hører, er det kun blevet værre gennem årene. Det virker bare så forkert, at folk på den måde har et behov for at se med og dokumentere det, de ser, siger han.

Dennis Thorbech Christensen håber, at hans opråb kan være med til at gøre folk opmærksomme på, at når de næste gang passerer et ulykkessted, at de så vil gøre redderne den tjeneste at gå forbi fremfor at blande sig.

- Hvis ikke for vores skyld, så i hvert fald for den tilskadekommendes og de pårørendes skyld. Det kunne jo være, at man selv en dag havnede i en lignende situation, hvor man ikke synes, det var rart, hvis der var publikum på, siger Dennis Thorbech Christensen.  

Dennis Thorbech Christensen er redder hos Hovedstadens Beredskab.

Der er også flere andre faggrupper, der føler, de ikke får den respekt, de fortjener fra folk. Her kan du læse om VVS-mesteren, der mener, at folk har fået mindre respekt for håndværkerne.

 

 

254 kommentarer
Vis kommentarer