Ambulancereddere i shitstorm: Gør grin med coronaepidemi

Ambulancereddere i Storbritannien bliver bebrejdet for at tage for let på coronakrisen, efter at en video, de havde optaget, gik viralt

Ambulancereddere danser med kiste i TikTok-video under coronakrise.
Ambulancereddere danser med kiste i TikTok-video under coronakrise.

En video, hvor nogle ambulancereddere laver en såkaldt 'kiste-dans', blev tirsdag lagt ud på det sociale medie TikTok, hvor brugere kan poste deres videoer online.

Nu bliver personerne bag videoen klandret for upassende opførsel. Det skriver BBC.

Den korte video, der viser fire mænd, som danser med en HLR-dukke (en træningsdukke) på en båre, blev set omkring 40.000 gange, før den blev taget ned igen.

I videoen hoster en mand i en ambulance, hvorefter ambulancepersonalet skynder sig at række ud efter værnemidler.

Herefter opfører de en dans, der på internettet er døbt 'kiste-dans'. Dansen er en efterligning af en video, der gik viralt i 2017, hvor kistebærere i Ghana danser som en festlig afsked med en afdød.

Det udløste kritik fra flere personer, der fandt deres opførsel uprofessionel og respektløs over for de familier, der har mistet pårørende til coronavirussen.

North West Ambulance Service udtalte, at TikTok-videoen var upassende, og de undskyldte for det ubehag, filmen havde forårsaget.

De gjorde det klart, at de var opmærksomme på videoen, som var blevet postet af en lille gruppe af deres medarbejdere, og at de ville behandle sagen internt.

'Vi forstår, at det involverede personale ikke overlagt havde i sinde at støde nogen, men denne video er upassende og et klart brud på vores politik for sociale medier,' meddelte North West Ambulance Service.

På nuværende tidspunkt har Storbritannien 31.587 coronarelaterede dødsfald.

86 kommentarer
Vis kommentarer