Amerikansk højesteretsdommer fundet død

Antonin Scalia var kendt som den mest konservative dommer i USA's Højesteret

Antonin Scalia blev 79 år. Han nåede næsten at sidde i USA's Højesteret i tre årtier. (Foto: AP)
Antonin Scalia blev 79 år. Han nåede næsten at sidde i USA's Højesteret i tre årtier. (Foto: AP)

Antonin Scalia kunne til efteråret have markeret sit 30-års jubilæum som amerikansk højesteretsdommer.

Det kommer han dog ikke til, for den 79-årige Scalia blev lørdag morgen amerikansk tid fundet død på et hotel i Texas.

Han havde været til fest aftenen før, og da han ikke dukkede op til morgenmaden, undersøgte hotellets personale sagen og fandt ham død.

Politiet har ifølge avisen San Antonio Express News ingen grund til at tro, at der ligger andet end naturlige årsager bag dødsfaldet. Ifølge CNN havde Scalia fredag aften sagt, at han følte sig dårlig.

Antonin Scalia blev udnævnt til USA's Højesteret i september 1986 af den daværende republikanske præsident, Ronald Reagan.

Han var således inden sin død også den af de ni højesteretsdommere, der havde beklædt posten i længst tid.

Scalia var kendt som den mest konservative i dommerkollegiet, der kan have afgørende indflydelse på amerikansk politik. Han talte passioneret imod retten til abort, og han var ligeledes en stærk fortaler for dødsstraf.

Flaget gik på halvt ved USA's Højesteret i Washington. (Foto: AP)
Flaget gik på halvt ved USA's Højesteret i Washington. (Foto: AP)

De ni dommere i USA's magtfulde Højesteret holder titlen på livstid. (Foto: AP)
De ni dommere i USA's magtfulde Højesteret holder titlen på livstid. (Foto: AP)

Højesteret-dommere:

Der er ni dommere i USA's øverste domstol. De er alle politisk udnævnt og beklæder posten på livstid. Højesteret spiller en vigtig rolle i stridigheder mellem de føderale myndigheder og delstaterne.

Højesteretspræsident er republikaneren John Roberts fra Maryland. Han blev udnævnt af præsident George W. Bush i 2005

Her er de syv resterende:

* Anthony Kennedy, Californien: Udnævnt af præsident Ronald Reagan i 1988

* Clarence Thomas, Georgia: Udnævnt af præsident George H.W. Bush i 1991

* Ruth Bader Ginsburg, New York: Udnævnt af præsident Bill Clinton i 1993

* Stephen Breyer, Massachusetts: Udnævnt af Clinton i 1994

* Samuel Alito, New Jersey: Udnævnt af George W. Bush i 2006

* Sonia Sotomayor, New York: Udnævnt af præsident Barack Obama i 2009

* Elena Kagan, Massachusetts: Udnævnt af Obama i 2010.

USA's præsident, Barack Obama, er blevet informeret om Antonin Scalias dødsfald og har udtrykt sin medfølelse over for Scalias familie.

Det er uklart, om den siddende demokratiske præsident kan nå at nominere og få godkendt en ny højesteretsdommer i den tid, der resterer af hans embedsperiode. Hvis han forsøger, venter der ham i hvert fald en hård kamp.

Begge partiers ledere i Senatet har allerede kort efter meddelelsen om Scalias død tilkendegivet deres holdninger til, hvorvidt Obama bør handle hurtigt.

Obamas partifælle, den demokratiske leder i Senatet, Harry Reid, siger ifølge Reuters, at 'præsidenten kan og skal sende en kandidat til Senatet med det samme'.

Omvendt siger republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, ifølge Reuters, at Obama skal vente, og at den ledige plads i Højesteret "ikke skal besættes, før vi har en ny præsident".

Efter Scalias død består USA's Højesteret lige nu af fire liberale og fire konservative dommere. Obama kan dermed ændre på magtbalancen i den magtfulde højesteret, hvis han når at få indsat en liberal dommer til at efterfølge den konservative Scalia.

Antonin Scalia blev nomineret til Højesteret af præsident Ronald Reagan. (Foto: AP)
Antonin Scalia blev nomineret til Højesteret af præsident Ronald Reagan. (Foto: AP)
 '

Obama taler til pressen om højesteret-dommer Antonin Scalia. (Foto: AP)
Obama taler til pressen om højesteret-dommer Antonin Scalia. (Foto: AP)

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen