Amerikanske soldater og militærudstyr er rykket i ind på havnen i Aarhus.
Det civile fragtskib ARC Independence er mandag morgen ankommet til havnen med omkring 600 stykker amerikansk militærmateriel og køretøjer om bord.
Det amerikanske militær losser lige nu skibet, oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Trængsel på havnen
Østjyllands Politi oplyste torsdag, at det er første gang nogensinde, at Aarhus Havn anvendes som såkaldt værtsnationstøtte for det amerikanske militær.
Det militære udstyr skal senere videre til Østeuropa i forbindelse med en planlagt rotation af amerikanske tropper.
På grund af ankomsten forventer politiet, at der kan opstå trængsel i Aarhus Havn, hvorfra udstyret skal transporteres videre på landjorden.
- Vi har en formodning om, at der muligvis kan opstå kortvarig trafikal trængsel på havnen, når det militære materiel skal fragtes videre i Europa, udtalte Kirsten Dyrman, der er politidirektør i Østjyllands Politi, i sidste uge.
Midlertidigt militært område
Som følge af fragtskibets ankomst bliver der i en mindre del af omniterminalen på havnen oprettet et midlertidigt militært område frem til 12. februar.
- Vi regner ikke med, at operationen kommer til at påvirke østjydernes hverdag, men vi har en forventning om, at borgerne muligvis kan støde på amerikanske soldater i området omkring Aarhus Havn og Aarhus Midtby, forklarede Kirsten Dyrman.
Der er i forvejen ikke adgang for offentligheden på terminalen.