Amerikanske forskere: 'Anti-vaxxers' udgør den største pandemi-trussel

En gruppe amerikanske forskere advarede før coronavirussens udbrud om 'anti-vaxxers', der ikke tror på vacciner

'Anti-vaxxers' har flere steder i USA demonstreret mod myndighedernes restriktioner, der skal begrænse smittespredning. Foto: Ritzau Scanpix
'Anti-vaxxers' har flere steder i USA demonstreret mod myndighedernes restriktioner, der skal begrænse smittespredning. Foto: Ritzau Scanpix

'Anti-vaxxers', der kategorisk afviser vacciner, udgør den største trussel i forhold til at forhindre en smittespredning.

Det viser en rapport fra amerikanske forskere med tilknytning til FBI. Rapporten blev offentliggjort få måneder før, coronapandemien begyndte, skriver The Guardian.

Anti-vaccineaktivister har på tværs af USA protesteret mod ordren om at blive hjemme.

'Den største trussel i forhold til at kontrollere et udbrud kommer fra dem, der kategorisk afviser vaccinationer,' lyder det fra en overlæge fra New York, der bidrog til rapporten.

Eksperterne advarer blandt andet om, at de amerikanske anti-vaccineaktivister forbindes med misinformation på sociale medier og propaganda-kampagner, der er sat i værk af den russiske regering.

Ekspert Ben Harris-Roxas fra University of New South Wales bakker op om rapportens advarsel.

- Afvisning af vacciner repræsenterer en alvorlig trussel - ikke kun i forbindelse med en covid-19-vaccine, der måtte blive udviklet, men også i forhold til tiltag, der skal hjælpe mennesker og sundhedsydelser med for eksempel vaccine mod influenza, siger han til The Guardian.

Bekymrende udmelding
Michael German, der er tidligere FBI-agent og whistleblower, siger, at han er bekymret for konsekvenserne ved at definere en hel gruppe som en national trussel baseret på deres overbevisning.

Han bekymrer sig blandt andet over, hvordan det kan påvirke politiets arbejde.

- Forestil dig en ung politibetjent, der forsøger at gøre et godt stykke arbejde og beskytte samfundet. Lige pludselig får han at vide, at anti-vaxxers er russiske agenter.

Flere end 50.000 mennesker er indtil videre døde med coronavirus i USA.
 

600 kommentarer
Vis kommentarer