Amerikanske lærere får markant lønstigning efter storstrejke

I en uge har undervisere i USA's andetstørste skoledistrikt nægtet at undervise på grund af dårlige forhold

En ugelang strejke i USA's andenstørste by, Los Angeles, er tilsyneladende overstået.

Det står klart, efter et flertal af de 30.000 strejkende undervisere har stemt ja til en aftale med delstatsregeringen i Californien. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Aftalen betyder, at mere end en halv million elever i det andetstørste skoledistrikt i landet igen kan modtage undervisning.

Aftalen omfatter blandt andet massive investeringer i bedre fysiske forhold i klasselokalerne - et område der har været underfinansieret i årevis.

Samtidig får byens lærere en øjeblikkelig lønstigning på seks procent.

Lærerstrejker er blevet hyppige i USA inden for de senere år, og der er et stigende politisk fokus på den massive underfinansiering af offentlige skoler.

I 2018 valgte lærere at strejke i en lang række af USA's store skoledistrikter, men også mere konservative stater som Arizona, West Virginia og Oklahoma har oplevet store demonstrationer over for få midler til undervisning og lærerlønninger.

Flere demokratiske præsidentkandidater har i ugens løb udtrykt stor opbakning til lærernes mærkesager.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere