Amputationsskandalen tager til: Patienters død kunne formentlig have været undgået

Først kunne op mod 90 patienter årligt potentielt have undgået amputering af deres ben. Nu har det sandsynligvis også kostet liv

Flere dødsfald kunne formentlig være undgået hos karkirurgiske patienter i Region Midtjylland. Arkivfoto: Anders Find/POLFOTO
Flere dødsfald kunne formentlig være undgået hos karkirurgiske patienter i Region Midtjylland. Arkivfoto: Anders Find/POLFOTO
Følg Samfund

Ved du noget, kan du kontakte journalisten her.

En skandale har den seneste uge været i fuld gang i Region Midtjylland. Nu vokser den yderligere.

Først kom det frem, at op mod 90 patienter grundløst kan have fået amputeret hele eller dele af deres ben. Men nu lyder det, at nogle patienter formentlig er døde som følge af skandalen med ingen eller for sen behandling.

I en 38-siders analyse af karkirurgien i Region Midtjylland står blandt andet:

'Ca. 100 for mange amputationer om året kan forekomme at være en lille pris for at udføre ca. 225 for få amputationsforebyggende operationer. Men amputationerne er kun en del af prisen. En del af de øvrige patienter, der ikke får tilbudt karkirurgi, må formodes at dø af koldbrand i benet.'

Kunne formentlig undgås
Forfatter bag analysen, Kim Houlind, slår fast over for Ekstra Bladet:

- En del af dødsfaldene ville formentlig kunne være undgået ved behandling. Ikke bare ved tidligere behandling, men ved behandling.

Skandalen handler netop om, at der i op mod 90 tilfælde årligt enten ikke er blevet tilbudt behandling eller er givet for sen behandling til patienter i Region Midtjylland.

Som følge deraf er der altså hos nogle patienter opstået koldbrand, som formodentligt har taget livet af dem.

Hvad er koldbrand?

  • Koldbrand opstår, når en legemsdel mister blodtilførslen - for eksempel som følge af åreforkalkning - så cellerne begynder at dø.
  • Det medfører, at den kropsdel, hvor koldbranden er opstået, bliver sort - fordi vævet er dødt, og kropsdelen begynder at rådne.
  • Hvis vævet først er dødt, kan det ikke genoplives.
  • Koldbrand kræver akut tilsyn og behandling for at undgå, at koldbranden breder sig.
  • Hvis det breder sig, kommer der giftstoffer ud i resten af kroppen.
  • Spredningen forgifter kroppen, som gør, at organerne bliver påvirket. Det fører til, at man dør.

Kilde: Kim Houlind, Allan Kornmaaler Hansen og Sundhedsguiden.dk

Behandling nødvendig
Hvis man får åreforkalkning i benet, skal man behandles for at undgå, at det udvikler sig. I de lette tilfælde kan det omfatte livsstilsændring og medicin og i sværere tilfælde en operation. Men jo længere man er i sygdommen, jo hurtigere er en behandling nødvendig.

I Region Midtjylland, hvor karkirurgiske patienter behandles på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg, er manglende kompetencer og ressourcer årsag til, at behandlingen ikke er blevet tilbudt eller er givet for sent.

At en rettidig behandling forhindrer dødsfald bakkes op af ledende overlæge på Aalborg Universitetshospitals karkirurgiske afdeling, Allan Kornmaaler Hansen.

- Hvis patienter, som har begyndende koldbrand i benet, ikke får tilbudt karkirurgi eller amputation, vil de formentlig dø.

- Katastrofalt og vanvittigt
Formand for amputationsforeningen, Marianne Palm, kalder sagen 'århundredets største hospitalsskandale på dansk jord'.

- Der er næsten ikke nogle ord, der kan dække den her situation, lyder det fra formanden, der allerede fået flere henvendelser fra pårørende, som fortæller, at deres nære ikke fik noget hjælp og endte med at dø af koldbrand.

- Det er katastrofalt. Det er helt vanvittigt, siger hun.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Regionshospitalet Viborg om, hvorvidt de mener, at behandlingsforløbene har været i orden. De meddeler, at de ikke ønsker at stille op til interview, før de har gennemgået analysen.

Skandalen har fået flere partier til at kræve svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke. Læs mere her.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Støjberg er dansk politiks nye protest-dronning

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind