Anders er hjemløs: Kommunen vil ikke hjælpe mig

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

At en kommune helt åbenlyst råder en hjemløs til at flytte til en anden kommune for at finde en bolig, er hvad man kalder social eksklusion, og det må kommunen ikke, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Modelfoto: Shutterstock.com
At en kommune helt åbenlyst råder en hjemløs til at flytte til en anden kommune for at finde en bolig, er hvad man kalder social eksklusion, og det må kommunen ikke, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Modelfoto: Shutterstock.com

Kære Puk

Jeg har har været på kontanthjælp i godt et år nu.

Jeg er en ung fyr, der måtte flytte fra min familie af flere grunde. Jeg flyttede ind på et værelse i en by ret langt fra, hvor jeg selv kommer fra i Danmark.

Jeg fik hurtigt et arbejde, som jeg dog desværre mistede, da butikken lukkede. Derfor endte jeg på kontanthjælp. Det endte med, at jeg blev opsagt fra mit værelse oven i alt det andet, så nu er jeg hjemløs 1. februar.

Jeg har ringet til kommunen, men de siger, at jeg ikke kan få hjælp til bolig hos dem, da jeg er på kontanthjælp.

De siger også, at det er forbudt for mig at være hjemløs, så jeg skal finde en bolig i en kommune, hvor der er ledige lejligheder.

Problemet er bare, at jeg ikke har penge til et indskud til en lejlighed, da de fleste jo skal have mere end tre måneders husleje i indskud, og det får jeg aldrig råd til!

Da jeg heller ikke rigtig kender nogen her i byen og heller ikke har noget familie her, er det svært at se anden løsning end at købe et telt og slå mig ned uden for byen.

Jeg synes, dine svar er nemme at forstå, så jeg vil klippe dit svar ud og tage med på kommunen.

Med venlig hilsen,

Anders K.

 

Kære Anders
Dit brev gør mig ked af det. Der er alt for mange unge hjemløse, og det kan vi ikke være bekendt som samfund. I unge er vores fremtid, og vi skal passe på jer.

Det er en lodret løgn, at du ikke kan blive skrevet op til en bolig på bolig-akutlisten eller bolig-social indstilling – det hedder noget forskelligt fra kommune til kommune. Men vi taler om at blive skrevet op til de lejligheder, som kommunen råder over.

Der er en række kriterier. Jeg ved blandt andet, at man skal være skrevet op i de almennyttige boligforeninger, og at man skal have nogle problemer ud over ledighed, der gør, at man ikke selv er i stand til at skaffe sig en bolig.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

I forhold til, at du skal opholde dig i kommunen, er de blevet meget strikse. Det er folkeregisterloven, der siger, at du som hjemløs skal opholde dig i den kommune, hvor du er hjemløs. Det er moderne stavnsbinding!

At kommunen åbenlyst råder dig til at flytte for at finde en bolig et andet sted, er social eksklusion, og det må de ikke!

I øvrigt kan du godt ansøge om et boligindskudslån hos kommunen, når du finder en bolig. De er forpligtet til at hjælpe dig med det, og de kan give det mod tilbagebetaling, altså som et lån.

Jeg håber det bedste for dig – og jeg ville nok forsøge hurtigt at få tag over hovedet, søge et boligindskudslån og komme videre.

Du får det kun mere skidt af at sove i et telt uden for byen.

De bedste hilsner Puk

Noter

Antallet af unge hjemløse i Danmark er det højeste i Norden, konkluderer en undersøgelse fra 2018, gennemført af tænketanken Kraka. De unge er især ramt af lav overførselsydelse og mangel på billige boliger.

For hver 100.000 unge var 263 hjemløse i 2017. En stigning fra 150 i 2009. I dag er cirka hver tredje af alle hjemløse i Danmark mellem 18-29 år.

Norge er et af de lande der er lykkedes allerbedst med at få unge ud af hjemløshed.

Siden 2000 har man satset på at skabe billige boliger i byerne, hvor de unge hjemløse er. Samtidig har man fleksible ydelser, der sikrer, at udsatte borgere har råd til husleje.