Anette fra corona-telt: Så er I advaret

Et telt til patienter, der skal testes for corona, er koldt og mere primitivt end et telt i en flygtningelejr, synes Anette Brammer

- Jeg måtte konstatere, at dette er den nye virkelighed i det danske sundhedsvæsen. Det kommer til at overraske de personer, som kommer i kontakt med systemet i disse tider. Det er meget spartansk, siger Anette Brammer. Foto: Privatfoto
- Jeg måtte konstatere, at dette er den nye virkelighed i det danske sundhedsvæsen. Det kommer til at overraske de personer, som kommer i kontakt med systemet i disse tider. Det er meget spartansk, siger Anette Brammer. Foto: Privatfoto

Forleden blev Anette Brammer med smerter i brystkassen kørt med ambulance til Nordsjællands Sygehus i Hillerød, hvor hun af en læge blev henvist til at være frisk nok til at vente i et særligt telt nær akutmodtagelsen.

Teltet, hvor folk bliver testet for coronavirus, står på en p-plads nær kapellet og akutmodtagelsen, og det var bestemt ikke bekvemt.

Privatfoto
Privatfoto
 

- Jeg tænkte, at det var værre end de telte, som man normalt ville sætte op i flygtningelejre eller til midlertidig brug for en stor strøm af asylansøgere, siger Anette Brammer.

- Jeg måtte konstatere, at dette er den nye virkelighed i det danske sundhedsvæsen. Det kommer til at overraske de personer, som kommer i kontakt med systemet i disse tider. Det er meget spartansk, siger hun.

Hun understreger, at hun ikke kritiserer sygehuset, især ikke det hårdtarbejdende sunhedspersonale, der bærer ubekvemt beskyttelsesudstyr.

Kritiserer kun kulden
- Jeg retter ingen kritik, kun af temperaturen. Jeg lavede på Facebook et lille opråb, fordi det er vigtigt, at alle patienter, der skal den vej ind på hospitalet, skal sørge for at have varmt tøj på. Så er I advaret. Et andet godt råd er at tage et varmt tæppe med.

- Ingen dør af, at teltet er møgbeskidt og har set bedre dage. Ingen dør af at sidde der i tre timer, hvis ellers varmen fungerer, siger Anette, som vurderes til ikke at have coronavirus.

Hun har opfordret Region Hovedstaden til at anbefale de praktiserende læger fortælle patienter, de henviser til teltet, at de bør have varmt tøj på

Privatfoto
Privatfoto
 

Ekstra Bladet har bedt Region Hovedstaden om svar på kritikken.

- Vi giver patienten helt ret i, at det var et meget minimalistisk setup i venteområdet. Som vi også skriver i opslaget (På Facebook, red.) så er det gået stærkt med at få etableret venteområderne, og arbejdet med at forbedre dem, er noget der foregår løbende. Allerede fredag blev et bedre venteområde etableret i Hillerød, svarer vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Bent Egebart i en mail.

Regionen har også svaret Anette Brammer på Facebook.

’Selvom du skriver, at det ikke er en kritik, så vil jeg alligevel beklage, at du har haft en kedelig oplevelse hos os. Vi har travlt, men derfor skal generator m.v. jo stadig virke, og det får vi rettet op på. Vi har hurtigt skullet omstille hospitalet til at kunne håndtere en ekstraordinær situation, og det er rigtigt, at det er et meget minimalistisk setup, vi i øjeblikket har i teltet. Den gode nyhed er, at vi også arbejder på at forbedre opholdsområdet, så venteoplevelsen bliver lidt bedre’, skriver regionen.