Anholder forkert sort mand: Nu sagsøger han politiet

- Åh Gud, I har brækket mit håndled, skreg Antonio Arnelo Smith, da politiet forvekslede ham med en anden og fejlagtigt arresterede ham

Video: Valdosa Police Department via AP.

46-årige Antonio Arnelo Smith stod på det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt.

8. februar i år blev han arresteret af politiet i Valdosta i staten Georgia, USA. Anholdelsen blev filmet fra et kropskamera, der sad på en af betjentene.

Antonio Arnelo Smith stiller sig uforstående over for politiets anholdelse. En af betjentene vrider armen om på ham og tvinger ham ned mod græsset, mens Antonio Arnelo Smith græder af smerte og skriger, at hans håndled er brækket.

En politibetjent siger, at han er eftersøgt, og at der er udstedt en arrestordre på ham. Men blot to sekunder senere indser en anden betjent, at de har fat i den forkerte mand.

En af betjentene konstaterer ligeledes, at Antonio Arnelo Smiths hånd er brækket.

Politiet løslader ham på stedet, og sigtelsen bortfalder. På videoen kan man se en tydeligt skadet Antonio Arnelo Smith, der humper og tager sig til håndleddet.

Her kan du se anholdelsen filmet fra kropkameraet på den betjent, der nedlagde Antonio Arnelo Smith. Video: Valdosta Police Department via AP

Nu lægger han sag an mod de fire betjente fra episoden, Valdostas politichef samt borgmesteren i byen for politivold og krænkelse af hans civile rettigheder.

- Når man ser denne her video, kan man ikke tro andet, end at det er en parodi, siger Nathaniel Haugabrook, som er Antonio Arnelo Smiths advokat, og nævner, at anholdelsen har racistiske undertoner.

Antonio Arnelo Smith søger erstatning på 700.000 dollars svarende til 4,6 millioner kroner.

Byen Valdosta har indledt en intern undersøgelse af politiet efter søgsmålet, da lokale medier offentliggjorde vidoen. Politiet offentliggjorde til at starte med en anden video af episoden, hvor anholdelsen var sløret.

Samtidig har Valdosta Police forklaret i en officiel udtalelse, at Anotinio Arnelo Smith passede med et signalement, som politiet havde fået i forbindelse med en anmeldelse om chikane nær apotekskæden Walgreens.

153 kommentarer
Vis kommentarer