Anholdt på Starbucks uden grund: Nu får de én dollar i erstatning

To mænd har indgået forlig med byen Philadelphia for uretmæssig anholdelse

Det gav anledning til store protester i Philadelphia og i Starbucks-cafeer over hele USA, da to sorte mænd 12. april blev anholdt, alene fordi de befandt sig på en Starbucks.

Episoden blev nemlig filmet, og politiet var ikke i stand til at komme med nogen anden forklaring, end at de var blevet tilkaldt, fordi de to mænd sad på caféen uden at bestille noget.

Det viste sig senere, at de blot ventede på en tredje person, som de skulle holde et forretningsmøde med. Der blev ikke rejst sigtelse mod de to mænd.

Starbucks besluttede i kølvandet på episoden, at de ville sende alle medarbejdere på et kursus for at forhindre 'racemæssig forskelsbehandling' i slutningen af maj.

Se også: To sorte mænd anholdt: Nu lukkes 8000 Starbucks-butikker hel dag

Og onsdag har de to forurettede, Rashon Nelson og Donte Robinson, indgået forlig med byen Philadelphia i sagen om erstatning for den uretmæssige anholdelse.

Således har de to mænd fået en symbolsk erstatning på én dollar hver. Til gengæld har byen givet lovning på at lave en pulje på 200.000 dollars (knap 1,25 millioner kroner) til unge iværksættere.

Rashon Nelson og Donte Robinson blev ufrivilligt berømte for episoden på Starbucks. Foto: Jacqueline Larma/AP
Rashon Nelson og Donte Robinson blev ufrivilligt berømte for episoden på Starbucks. Foto: Jacqueline Larma/AP
 

Ifølge de unge mænd og deres advokat var deres ønske, at der kom noget positivt ud af episoden.

- Vi har tænkt længe og grundigt over det, og vi føler, at det her er den bedste måde at se de ændringer, vi gerne vil se. Det er ikke en ændring nu og her, men jeg føler, at vi vil se den ægte forandring over tid, siger Donte Robinson til AP.

Som en del af aftalen bliver anholdelsen også fjernet fra de to mænds straffeattest.

I dagene efter anholdelsen havde den lokale politikommissær, Richard Ross, forsvaret anholdelsen, men han endte med også offentligt at undskylde betjentenes håndtering af sagen.

Også Starbucks' øverste chef, Kevin Johnson, har undskyldt personligt over for de to mænd.

85 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere