Anklager: Vi har ikke en rygende pistol mod Syriens-kriger

- Det her er ikke nogen let sag, erkender senior-anklager under retssagen mod 24-årig mand fra Esbjerg, som er tiltalt for at lade sig hverve som terrorist af Islamisk Stat

Den tiltalte mand er ikke på dette foto. Arkivfoto: Medyan Dairieh/ZUMA Wire/ZUMAPRESS.com)
Den tiltalte mand er ikke på dette foto. Arkivfoto: Medyan Dairieh/ZUMA Wire/ZUMAPRESS.com)

Den 24-årige Joel Nur fra Esbjerg, der er tiltalt for at have ladet sig hverve og træne i terror-handlinger af Islamisk Stat i Syrien, nægter sig skyldig i alle anklager.

Det har den 24-årige mand  oplyst i et retsmøde i Retten i Esbjerg, hvor retssagen mod den 24-årige mand netop er begyndt.

Den unge mand ligner på ingen måde prototypen på en vaskeægte terrorist.

Han optræder dannet og er meget høflig under retsmødet. Han er velklippet og iklædt mørkegrå polo-shirt og sorte bukser.

En enig domsmandsret har afvist forsvarer Mette Grith Stages begæring om navneforbud. Retten har begrundet afvisningen med sagens stadium og karakter.

- Der er stor offentlig interesse for sagen, og det hensyn vajer tungere end hensynet til tiltalte, har dommer Lisbeth Christensen fastslået.

Nok til at straffes
Senioranklager Lars Vierick har indledt retsmødet med at gennemgå sagens hovedtræk og Joel Nurs baggrund.

- Det at man har trænet og ladet sig oplære til terror er nok til, at man kan straffes, fastslår senioranklageren i sin gennemgang af sagen.

- Sagen kommer til at handle om, hvorfor tiltalte rejste af sted og hvad han lavede i Syrien.

- Det her er ikke nogen let sag. Der er ikke noget direkte og klart bevis, en rygende pistol, som kan vise tiltaltes skyld. Men der er en hel række indirekte beviser for hans skyld, har Lars Vierick fastslået.

Senior-anklageren har også oplyst, at en række vigtige vidner fra England og Tyskland ikke har villet lade sig afhøre i retten og derfor ikke møder op.

Sammen med islamister
Om den 24-årige Joel Nur har anklageren oplyst:

- Han er en ung mand, der er født i Finland. Han er finsk statsborger. Han er opvokset i Finland. Men efter forældrenes skilsmisse flytter faderen til Manchester sammen med sin 13-årige søn.

Han har hele sit liv været muslim. I England blev han en mere stærkt troende muslim. Han har brugte nogle af sine voksen-år på at lære koranen udenad. Han har undervist andre i koranen.

Han var i Manchester venner med stærkt troende mænd, som sympatiserede med væbnet kamp for Islamisk Stat.

Flere af hans venner er blevet dræbt eller såret under kamp for blandt andet IS, har anklageren oplyst.

Er gift og er far
I 2011 blev Joel Nur gift med en islamisk kvinde, som han har et barn med.

- I november 2013 rejste han alligevel til et IS-kontrolleret område i Syrien.

På vej til Syrien bliver han stoppet af engelsk politi.. Han fik dog lov til at rejse videre.

Myndighederne gav ham dog et indrejseforbud, så han kunne ikke vende tilbage til England. Han bosatte sig derfor i 2015 i Finland.

- De finske myndigheder har ikke villet give hans hustru opholdstilladelse, så hun befinder sig stadig i England.

- Han flyttede i 2016 til Esbjerg for at læse til ingeniør. Han blev anholdt i januar 2017, har anklageren oplyst i sin gennemgang af sagen.

Den 24-årige tiltalte skal nu afgive forklaring.

ALVORLIGE ANKLAGER

Den 24-årige mand er tiltalt for mellem november 2013 og juli 2015 at have ladet sig hverve til at begå handlinger og at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger, idet han indrejste i Syrien og der lod sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISILIIS), ligesom han i perioden modtog træning i våbenbrug m.v. af IS.

Ligeledes er den 24-årige tiltalt for at have forestået koranundervisning, fungeret som imam samt deltaget i træningslejr. Dermed bidrog han til at opretholde, bevare og konsolidere IS’ position eller i øvrigt fremmede IS’ aktiviteter.

65 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere