Anklaget for hykleri og løftebrud: Premierminister har ryggen mod muren

Der er valg i Canada mandag, og den tidligere så populære premierminister Justin Trudeau er i modvind fra begge retninger

Justin Trudeau har måttet bede canadierne om tilgivelse. Han er i en hård kamp for at få fire år mere i Canadas højeste politiske embede. Foto: Ritzau Scanpix
Justin Trudeau har måttet bede canadierne om tilgivelse. Han er i en hård kamp for at få fire år mere i Canadas højeste politiske embede. Foto: Ritzau Scanpix

Canadierne skal mandag til stemmeurnerne på tværs af det enorme land. 

Og den siddende premierminister, Justin Trudeau, har grund til sved på panden forud for dagens valg. Det skriver en lang række medier, blandt andet New York Times.

- Det bliver i høj grad et spørgsmål om at være for eller imod Trudeau som person. Og lige nu er det slet ikke til at sige, hvilken vej det kommer til at hælde, siger Michael Böss, lektor emeritus og tidligere leder af Center for Canada-studier på Aarhus Universitet, til Ekstra Bladet mandag middag.

Trudeau kom til magten i 2015 som en slags politisk kronprins: ung, flot, celeber og søn af en af landets mest populære premierministre. Hans flair for selviscenesættelse og Instagram-øjeblikke samt løfter om mangfoldig, grøn og progressiv forandring i Canada gav ham hurtigt stjernestatus. Men efter fire år ved magten er hans stjernestatus falmet.

- En række ærgerlige sager har i løbet af de sidste par år skadet hans popularitet meget. Inden for det sidste halve år især er den faldet markant, har alle målinger vist, siger Michael Böss.

Trudeaus parti, Liberal Party of Canada, og de konservative udfordrere med Andrew Scheer i spidsen ser begge ikke ud til at kunne vinde flertal.

I stedet forudses et dødt løb og derudover et behov for at skulle danne koalition med mindre partier som enten de socialdemokratiske New Democratic Party eller Green Party of Canada.

Blackface, indisk skandale og korruptionssag
Justin Trudeau, selvudnævnt feminist, mangfoldigheds- og klimaforkæmper, har været beskyldt for ikke at leve op til sine løfter og for at spille skuespil over for medier og den canadiske befolkning. Det er blevet forstærket efter en række uheldige episoder.

Først kom han i heftig modvind, da han blev beskyldt for at presse og ligefrem mobbe den daværende kvindelige rigsadvokat og justitsminister Jody Wilson-Raybould til at droppe korruptionsanklager mod ingeniørfirmaet SNC-Lavalin.

For at redde jobs, forklarede han efterfølgende, men ikke desto mindre står hans indblanding i domstolenes arbejde stadig som en sort plet på hans regeringsperiode.

Han blev anklaget for at gøre sig selv og Canada til grin, da han under et statsbesøg i Indien valgte at troppe op og posere klædt ud med hele sin familie i traditionelle indiske folkedragter. Derefter gjorde han ondt værre ved a holde møde med Jaspal Atwal, en mordforsøgsdømt formand for en sikh-terroristorganisation.

Han har brugt 3.5 millarder dollars på en ny olieledning og dukkede kontroversielt op på billeder fra 2001 iklædt 'blackface'-udklædning, sort ansigtsmaling, der af mange opfattes som stødende. Trudeau undskyldte bagefter til det canadiske folk.

Selvom undersøgelser viste, at befolkningen var relativt ligeglade med Trudeaus blackface-kontroverser, så har det alligevel været brugt flittigt af modstandere.

- Det reelle problem er, at han altid har maske på, sagde Trudeaus største rival, Andrew Scheer, om ham ved en af valgdebatterne.

Det er udtryk for, at den glamour og politiske korrekthed, der var del af hans appel til at starte med, nu er blevet vendt imod ham selv og er årsag til stor skepsis blandt canadiere.

- Der er stor mistillid mod ham. Og sådanne sager kan jo få kritikere til at spørge, om han i virkeligheden er en anden Trudeau, når kameraerne er slukket? Om det hele virkelig er spil for galleriet? Og det vil i høj grad være det frem for noget politisk emne, der vil være afgørende i valget, spår Michael Böss.

Selvom han selv undskyldte det som en høflig gestus, opfattede mange hans optræden i indisk folkedragt som pinlig. Samtidig fremmedgjorde hans besøg med Jaspal Atwal både den indiske premierminister og det meste af sikh-befolkningen i Canada. Foto: Ritzau Scanpix
Selvom han selv undskyldte det som en høflig gestus, opfattede mange hans optræden i indisk folkedragt som pinlig. Samtidig fremmedgjorde hans besøg med Jaspal Atwal både den indiske premierminister og det meste af sikh-befolkningen i Canada. Foto: Ritzau Scanpix
 

Vil redde middelklassen
Selvom Trudeau er det primære fokus, har andre emner naturligvis også fyldt i løbet af valgperioden. Først og fremmest økonomi og dernæst klima har været vægtet højest i løbet af valgkampen, fortæller Michael Böss.

Trods Trudeaus ambitiøse kulstofskat bliver han stadig kritiseret for ikke at have gjort nok for miljøet af venstrefløjen, herunder det fremadstormende Green Party of Canada. Hans dyrt købte olieledning og generelle modvilje mod at skære ned på olieudvindingen har fået ham til at miste vælgere til de grønne.

De konservative på den anden side beskylder ham for ikke at give middelklassen mulighed for at forbedre deres levestandard, fordi klimaskatterne har gjort el, varme og andre slags forbrug har presset dem økonomisk. En beskyldning, der har vakt en del genklang i den brede canadiske befolkning.

De konservative forsøger at vinde magten ved at forbedre særligt middelklassefamiliers økonomiske forhold, gøre det lettere at passe børn hjemme, tilbagerulle grønne skatter og genindføre en række afdrag, Trudeau-regeringen har fjernet.

Trudeau har omvendt solgt sig selv på, at den canadiske økonomi fortsat er i vækst, arbejdsløsheden er så lav som næsten nogensinde. Samtidig har han forsøgt at iscenesætte sig selv som en etableret og ansvarlig politisk leder, der har fjernet 278.000 børn fra fattigdom, beskyttet jobs og gerne vil leve op til klimaaftalen i Paris.

Både Trudeau og Scheers parti ligger inden valget til at få ca. en tredjedel af stemmerne.

49 kommentarer
Vis kommentarer