Anklaget for millionsvindel: Dansk firma underbetalte rumænere

I en af danmarkshistoriens største sager om underbetalte arbejdere er et nordjysk firma anklaget for at have fusket med op mod 100 rumænske arbejderes løn. Firmaet risikerer nu at skulle betale 16 millioner kroner i erstatning

Dansk firma anklages for at have fusket med løn for 16 millioner kroner. På billedet ses medvirkende i 21 Søndag. Foto: DR
Dansk firma anklages for at have fusket med løn for 16 millioner kroner. På billedet ses medvirkende i 21 Søndag. Foto: DR

Et større dansk nedrivningsfirma er anklaget for at have snydt op mod 100 rumænske arbejdere for en del af deres løn i halvandet år. I alt drejer det sig om 16 millioner kroner, som de forurettede rumænere og fagforeningen 3F nu går rettens vej for at få udbetalt.

Svindlen skal være sket fra januar 2015 til juni 2016.

Det er det nordjyske byggefirma, IF Group, der anklages for grov lønfusk. Flere kommuner og regioner har tidligere hyret firmaet til at stå for renovering af skoler, hospitaler og plejehjem, fremgik det af et indslag af tv-avisen på DR.

Til marts skal sagen for voldgiftsretten, og ifølge flere eksperter, Danmarks Radio har talt med, kan der være tale om en af de hidtil største sager om underbetalte arbejdere i Danmarks historie.

Fusk med lønsedler
3F har været i kontakt med 22 nuværende og tidligere ansatte hos IF Group. Alle beskylder firmaet for at have givet dem løn for langt færre timer, end de har arbejdet. Men op mod 100 rumænske arbejdere, kan være snydt for deres løn.

Og det har angiveligt været helt normalt praksis, fortæller Palle Bisgaard, der er næstformand i 3Fs byggegruppe, til Ekstra Bladet.

- Tidligere medarbejdere fortæller os, at de har arbejdet langt flere timer, end deres lønsedler med timeopgørelser fra IF Group viser. Alligevel har de ikke fået udbetalt den løn, de var berettiget, siger Palle Bisgaard.

Af lønsedlerne fremgår står, at rumænerne har afspadseret i hele november og december i 2015. På den måde ser det ud som om, at de er blevet kompenseret for tidligere lange arbejdsdage.

Men rumænere fortæller til 3F, at de aldrig har afspadseret. I stedet fortsatte de i november og december med at arbejde 10 timer eller mere om dagen, som de plejede.

Var ansat uden at vide det
Efterfølgende har 3F via aktindsigter fundet ud af, at rumænerne uden deres viden blev ansat i et nyt firma i november og december. Men selvom firmaet, MH Enterprise Thørring, var nyt, foregik arbejdet på samme byggeplads.

- Det eneste, der er ændrede sig, var CVR-nummeret på lønseddelen. Arbejdet foregik på det samme sted, de beholdt deres arbejdstøj og fik beskeder fra den samme person, så de havde ingen chancer for at opdage det, fortæller Palle Bisgaard og fortsætter:

- Det var ren pro forma for på overfladen at få det til at se ud som om, at virksomheden overholdt reglerne for overarbejde og løntilskud. I virkeligheden kan man kalde det dokumentfalsk, for rumænerne har aldrig fået det, overenskomsten siger, de har krav på.

Har dobbeltrolle, men ingen kommentar
Det er dog ikke det eneste, der springer i øjenene. MH Entreprise Tørring, der blev oprettet i 2015, er nemlig ejet af Martin Korsbakke Hansen, den samme mand der siden 2011 har været driftsleder i IF Group.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Martin Korsbakke Hansen, der dog ikke ønsker at kommentere sagen.

IF Group anklages for at have underbetalt op mod 100 rumænske medarbejdere gennem halvandet år. Har I det?

- Sådan hænger det ikke sammen, men det har jeg ingen kommentar til, lyder det fra dobbelt-chefen.

Hvordan hænger det så sammen?

- Det har jeg ingen kommentar til.

Jeres medarbejdere kan se på deres lønsedler, at de har været ansat i dit firma i to måneder, uden de har fået det at vide. Hvordan kan det være?

- Det har jeg ingen kommentar til. Der er en større undersøgelse i gang, og når den er færdig, kan jeg fortælle jer alt det, I vil vide.

Vil du forklare mig dine roller i begge firmaer?

- Du kan ringe til mig om et par måneder, når det hele har været i retten, slutter Martin Korsbakke.

IF Group afviser alle anklager
Hos IF Group afviser kommunikationschef Line Adelborg alle anklager om lønfusk.

- Alle vores medarbejdere får løn efter en overenskomst. Og vi mener, at vi overholder alle de overenskomstmæssige regler, siger hun til Ekstra Bladet.

1 af 2 
2 af 2 Dansk firma anklages for at have fusket med løn for 16 millioner kroner. På billedet ses medvirkende i 21 Søndag. Foto: DR
144 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere