Anklaget for seksuelle overgreb: Nu mister han 800 millioner kroner

Amerikansk mediegigant afviser at give vanæret direktør fratrædelsespakke på 120 millioner dollars

Den amerikanske mediegigant CBS afviser at udbetale 120 millioner dollars til eks-direktør Leslie Moonves, som blev fyret efter anklager om seksuelle overgreb. Det skriver Associated Press.

CBS oplyser, at en intern undersøgelse har konkluderet, at anklagerne mod Leslie Moonves var 'velbegrundede'. Han vil derfor ikke modtage sin fede fratrædelsespakke.

Bestyrelsen for mediegiganten pointerer samtidig, at Moonves ikke i tilstrækkelig grad formåede at samarbejde med efterforskerne, der undersøgte de seksuelle anklager. Dermed levede han ikke op til ordlyden i sin kontrakt.

Seks kvinder stod frem
68-årige Moonves blev fyret i september, da seks kvinder stod frem i magasinet The New Yorker og anklagede ham for chikane og seksuelle overgreb.

Beskyldningerne omfattede blandt andet tvungen oralsex, chikane, vold og trusler. De formodede overgreb fandt sted, inden Leslie Moonves blev chef for CBS.

Den fyrede administrerende direktør hos CBS, Leslie Moonves, kan skyde en hvid pind efter sin fratrædelsespakke på omkring 800 millioner kroner. Foto: AP
Den fyrede administrerende direktør hos CBS, Leslie Moonves, kan skyde en hvid pind efter sin fratrædelsespakke på omkring 800 millioner kroner. Foto: AP
 

Moonves har over for magasinet afvist beskyldningerne som 'usandfærdige'.

Leslie Moonves havde siden 2006 været administrerende direktør for CBS og krediteres for at have forvandlet en gammeldags tv-station til en moderne medievirksomhed.

Han har været blandt de mest respekterede - og vellønnede - ledere i den amerikanske underholdningsbranche, indtil han i sommer blev anklaget for upassende opførsel.

Penge til MeToo-bevægelsen
Dermed har tre profiler hos CBS mistet deres job efter anklager om upassende adfærd: Moonves, '60 Minutes'-redaktøren Jeff Fager og tv-værten Charlie Rose.

CBS har tidligere meddelt, at selskabet vil donere 20 millioner dollars i støtte til MeToo-bevægelsen og foreninger, der kæmper for ligestilling.

58 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere