Anmeldelse: Et minuts medieselvsving

Hvad foregik der egentlig på de licensfinansierede radiokanaler klokken præcis 8.11 i morges? Vi lyttede med i et minut. Du gik ikke glip af noget, desværre

Radiominuttet

Klokken 08.11 på P1, P3, P4, Radio4 og Radio Loud

Oplev René Fredensborgs morgenradio-lytning i videoen ovenfor.

Du kender det måske. Du har lige sat ungerne af ved skolen, og nu vil du gerne høre noget vedkommende morgenradio for at blive ’klædt på til dagen’, som man ynder at formulere det i mediernes luftige hensigtserklæringer.

Normalt kan man jo ikke høre mere end én kanal ad gangen, men det lykkedes utroligt nok for mig på en ellers grå og kold mandag morgen.

Først på Danmarks Radios P1, fordi de er sådan nogle pæne og kloge mennesker, der altid holder sig til manus og nok skal sørge for, at kørekaffen ikke skvulper over.

Og dog.

For klokken 8.11 lykkes det Thomas Vinterberg at sige noget meget down to earth-kedeligt om, hvordan det er at vinde en Bafta-pris for sin drukfilm 'Druk'.

Herefter skiftedes programmets morgenvært og en såkaldt kulturkorrespondent til at skamrose instruktøren og bekræfte hinanden i, hvor STOR og FORNEM en pris sådan en Bafta er.

Kort sagt, doven klappepølsejournalistik fra nederste hylde, hvorfor jeg drejede over på P4 Sjælland.

De er jo virkelig i ørehøjde med os jævne danskere og kan således tale i rytmiske stød med ægte dialekt, mens de spiller hits uden sjæl. Men hva' ku' de klokken 8.11?

Joh, de ku' planke en ligegyldig historie fra dagbladet Politiken om, at Jumbobog nr. 500 er på gaden i dag. Og så ellers lyde som Anders And.

Rap, rap, rap, sagde de i kor. Forstemmende!

Nå, men hva' så med de rigtige teenagere ovre på P3?

Her har man hele tre morgenværter, der kan råbe i munden på hinanden og kaste Instagram-selfies af sig på samme tid. Denne morgen tilsat et laaaaangt indforstået grineflip.

Skud ud for at give et syyyygt indblik i jeres navlefest, men sig mig lige: Hvordan bliver man SÅ høj på sig selv SÅ tidligt om morgenen?   

Måske Radio Loud kan noget af det samme?

Desværre kan man ikke podcaste deres morgenprogram ved navn 'Feedet' (find selv ud af, hvordan det udtales). Linket til udsendelsen har ikke virket hele dagen, hvilket måske er med til at forklare de manglende lyttere.  

Jeg søgte slutteligt tilflugt på Radio4, hvor det naturligvis handlede om de 100.000 danskere, der i dag skulle coronavaccineres.

Der blev rodet lidt rundt i nogle tal, men pyt med det, for alle var spændte på dagen, og det er fandeme news, you can use, du. Sådan at sludre løs om, hvad en massevaccine betyder for dig og mig og mormor.

8.11 var opsummeret et meget langt minuts lidelser finansieret af skattekroner. Vi prøver nok igen næste uge klokken ca. 7.47. Nogen må da kunne lave bare ét minuts god radio?

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se flere videoer med René Fredensborg her: