Sidste år blev Annabel Nnochiri diagnoseret med knoglekræft og fik besked fra lægerne om, at hun kunne forvente at leve omkring to-og-et-halvt år. Det skriver The Mirror.
Den 56-årige engelske kvinde blev allerede i 2010 ramt af brystkræft og i 2012 mistede hun begge sine forældre i en bilulykke.
Denne gang var beskeden fra lægerne klar - der var ingen chance for overlevelse og det fik Annabel - der er mor til to børn - til at sætte sig ned og tage et grundigt kik på sit liv. Herefter skrev hun en såkaldt 'bucket list' - en liste over ting hun skulle nå inden hun døde.
Det øverste punkt var en drastisk beslutning:
- Øverst på listen stod at jeg skulle forlade min mand. Jeg havde et godt liv, men jeg følte mig fanget og ønskede at bryde fri. Da jeg fik at vide, at min tid var begrænset, gik det op for mig, at jeg ikke kunne leve resten af mit liv som hjemmegående husmor, fortæller Annabel Nnochiri til The Mirror.
Annabel spurgte herefter sine børn til råds og de var enige i, at hun ville være mere lykkelig, hvis hun lod sig skille.
Uden at hendes mand vidste noget brugte hun de næste seks måneder på at planlægge sit nye liv. Hun købte blandt andet en lejlighed for de penge hun havde arvet fra sine forældre:
- Jeg brugte et halvt år på forberedelserne uden at min mand vidste noget. Da jeg endelig fortalte ham sandheden troede han, at det bare var en fase jeg ville komme over, fortæller Annabel Nnochiri til The Mirror.
I dag er Annabel og hendes mand gået fra hinanden, men deres forhold er godt, forsikrer den kræftramte kvinde:
- Jeg forlod ham ikke for at være med en anden mand, men jeg har haft et meget dejligt kærlighedsliv siden vi brød og min eks-mand har fundet en anden. Han er også lykkelig i dag.
- Jeg plejede at tænke meget over hvad folk tænkte om mig, men i dag er jeg ligeglad på grund af min kræftsygdom.
- Man kan sige at jeg er blevet mere selvisk, men hvis jeg ikke havde fået kræft havde jeg levet et kedeligt liv. I dag er jeg en modigere og meget mere uartig gammel kvinde, lyder meldingen fra Annabel Nnochiri, der håber at kunne leve et par år endnu.
Læs også historien om 99-årige Annie, der havde et helt specielt ønske på sin 'bucket list'.