Annika sejler flygtninge til Malmø

Det lykkedes Annika Holm Nielsen og en gruppe venner at smugle en mandlig flygtning fra Københavns Hovedbanegård til en havn i Malmø

Gruppen er klar til at smugle flygtninge over Øresund, hvis muligheden igen byder sig. Betingelsen for, at Ekstra Bladet måtte bringe billedet var, at flygtningens ansigt blev sløret (Foto: Annika Holm Nielsen og Christine Vassaux Noe).
Gruppen er klar til at smugle flygtninge over Øresund, hvis muligheden igen byder sig. Betingelsen for, at Ekstra Bladet måtte bringe billedet var, at flygtningens ansigt blev sløret (Foto: Annika Holm Nielsen og Christine Vassaux Noe).

Annika Holm Nielsen og en gruppe venner smuglede i går en flygtning fra Københavns Hovedbanegård til Malmø. Hun mener, at Danmarks udlændingepolitik er elendig.

Annika fik i går sammen med nogle venner et tip om, at der ville komme et tog med 30-100 flygtninge til Københavns Hovedbanegård. Politiet nåede i mellemtiden at stoppe toget og tømme det for alle flygtninge i Rødby - troede de.

Men det lykkedes en mandlig flygtning at gemme sig fra politiet og komme frem til Københavns Hovedbanegård.

'Velkommen! Vil du til Sverige?'
Da han steg ud af toget, stod Annika Holm Nielsen og resten af gruppen med et skilt, hvor der på arabisk stod: 'Velkommen! Vil du til Sverige?'

- Han reagerede positivt på skiltet, og så skyndte vi os at få ham væk, for vi frygtede, at politiet ville stoppe os, så han ikke kunne komme til Sverige, fortæller Annika Holm Nielsen til Ekstra Bladet.

Det viste sig, at politiet ikke fulgte efter dem, da de formentlig regnede med, at der ikke var en eneste flygtning tilbage i toget.

Ved hjælp af offentlig transport ad forskellige veje nåede gruppen og den mandlige flygtning ud til den båd, de havde klar ved Svaneknoppen ved Østerbro i København.

Hård tur
Turen over Øresund tog 2 timer, og det var en hård omgang.

- Det var en hård tur for de personer, der ikke var søstærke, for båden er meget lille, siger

Annika Holm Nielsen og flere fra den hjælpsomme gruppe har forbindelse til Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront. Selv om hun er imod den måde Danmark håndterer de mange flygtninge på, understreger hun, at aktionen ikke havde en politisk tilknytning.

- Jeg er imod den måde, vi sætter flygtningene i asylcentre på, som på nogle områder minder om at være i fængsel. Når man kommer som flygtning, vil man have nogle traumer, og hvis vi så sætter folk til at bo så tæt sammen med en komplet uvished om deres fremtid, skader det dem for livet, understreger Annika Holm Nielsen overfor Ekstra Bladet.

- Vi er opmærksomme på, at det her er på kant med loven. Det er noget, vi har overvejet grundigt, inden vi gik i gang. Men den risiko, vi tog, var så lille i forhold til den risiko, den her mand har taget på sin rejse, afslutter Annika Holm Nielsen til Ekstra Bladet.

Gruppen fortæller til Ekstra Bladet, at de er klar til at gentage aktionen, hvis muligheden byder sig.

I strid med loven
Advokat Poul Hauch Fenger siger til Ekstra Bladet, at det er i strid med loven at give flygtninge et lift unanset om det er til Sverige eller bare til det nærliggende supermarked.

- Hvis man giver en flygtning et lift, eller på anden måde hjælper dem på vej ved eksempelvis at købe dem en togbillet, så bliver man i princippet selv en form for menneskesmugler, siger han.

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siger ligeledes, at det er ulovligt at hjælpe flygtninge og migranter, der befinder sig ulovligt i landet, ved for eksempel at fragte dem videre til Sverige.

- Det er væsentligt, at man husker, at det er ulovligt at hjælpe personer, der har ulovligt ophold. Man risikerer bøde eller i skærpede tilfælde fængsel, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere