Ansatte flytter ind hos beboerne på italiensk plejehjem

13 medarbejdere på et plejehjem ved Milano har gjort noget helt exceptionelt i kampen mod covid-19

13 plejehjemsansatte har i kampen mod coronavirus isoleret sig på deres arbejde. De 60 beboere føler sig meget mere trygge nu. Foto: Airone Società Cooperativa Sociale
13 plejehjemsansatte har i kampen mod coronavirus isoleret sig på deres arbejde. De 60 beboere føler sig meget mere trygge nu. Foto: Airone Società Cooperativa Sociale

Det samlede tal for coronarelaterede dødsfald har netop rundet en sørgelig milepæl i Italien. Over 10.000 med coronavirus har nu mistet livet, og Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt med i alt 92.472 registrerede smittede. På verdensplan ligger landet nummer to efter USA.

Coronavirussen går især ud over ældre og svage mennesker, og derfor besluttede 13 medarbejdere på plejehjemmet Airone di Magenta tæt på Milano at gøre noget exceptionelt for at passe på deres ældre.

Det skriver den italienske avis Corriere della Sera.

For ti dage siden, 19. marts, valgte 13 medlemmer af plejehjemmets personale at sige farvel til familierne og gå i selvisolation med stedets 60 beboere.

- Hvis vi blev ved med at gå ind og ud, risikerede vi at tage det med, siger lederen, Sabrina Saccani, til den italienske avis.

Den første nat efter medarbejderne var flyttet ind, var der flere af beboerne, der undrede sig over, at de ikke tog hjem. Så Sabrina Saccani og kollegerne forklarede dem, at det var fordi de havde besluttet sig for at blive.

Inden indflytningen havde de kontaktet beboernes familier, og plejehjemmets gymnastiksal blev omdannet til sovesal. Køkkenet er blevet skærmet af bag glas, og hjemmets kokke laver nu 13 ekstra portioner til medarbejderne.

Sabrina Saccani fortæller, at plejehjemmets beboere virker mere trygge, efter medarbejderne er rykket ind i gymnastiksalen. Hvor der før blev ringet med klokken efter personalet flere gange om natten, sker det næsten ikke mere.

- En af beboerne begyndte at græde af taknemmelighed, da hun hørte det, siger lederen af Airone di Magenta.

Lidt i samme ånd har 150 tunesere valgt at selvisolere sig på deres arbejde - en fabrik, der fremstiller ansigtsmasker til landets sundhedspersonale. Læs historien her.