Ansatte i stor dansk virksomhed kronisk syge af farlig kemi

Arbejde med kemikalier hos vindmøllegiganten Siemens Wind Power har efterladt 64 ansatte kronisk syge

64 ansatte er blevet syge i løbet af de sidste 10 år. (FOTO: Heribert Proepper/AP)
64 ansatte er blevet syge i løbet af de sidste 10 år. (FOTO: Heribert Proepper/AP)

Farlige kemikalier har forårsaget, at 64 medarbejdere hos Siemens Wind Power i løbet af de sidste 10 år har fået astma eller eksem, efter de har arbejdet i virksomheden. Det skriver DR, der har fået aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sager om erhvervssygdomme.

René Tordrup Jensen er en af de medarbejdere, der har været udsat for kemikaliet epoxy. Han har haft astma og eksem siden 2010 og må dagligt gå rundt med en astmaspray og smøre sig med hormoncreme.

Det er to sygdommen, som han vil have resten af sit liv.

- Det kunne jeg da godt have været foruden, siger René til DR.

Flere eksperter vurderer, ifølge DR, at 64 er et højt tal, selv om der er tale om en stor virksomhed

- Man skulle tro, at det var historisk og ikke noget, man så på en arbejdsplads i dag, siger medicinsk professor og leder af Videnscenter for Allergi, Jeanne Duus, til DR.

DR skriver, at langt de fleste af de tidligere ansatte, som de har været i kontakt med, har arbejdet for Siemens Wind Power i Aalborg. Det er der, vingerne til vindmøller bliver lavet.

Fik næseblod
Det var også i Aalborg, René Tordrup Jensen arbejdede. Han var med til at støbe vingerne sammen, og her blev der blandt andet brugt epoxy.

- Folk kan mærke en svie omkring øjnene. Man kan smage noget syntetisk på læberne. Slimhinderne tørrer ud i næsen, og man får næseblod, forklarer han til DR om fornemmelse, da han arbejdede på vindmøllefabrikken.

Han forklarer også, at dragterne, de skulle bære, ikke var tilstrækkelige og kemikalierne kunne trænge gennem og ind på huden.

Udover epoxy er der også blevet brugt kemiske stoffer af typen isocyanater hos Siemens Wind Power. Stoffet er på EU's liste over kræftfremkaldende stoffer.

Tallet skal ned på nul
Siemens Wind Power fortæller til DR, at de finder situationen uacceptabel.

- 64 folk, der kommer til skade under arbejde hos os, er 64 for meget. Det skal vi ikke have. Vi arbejder meget med det, og det skal ned på nul.

- Vi lever ikke op til vores ansvar, før det tal er nul. Det kan ikke gradbøjes, det skal det være. Folk skal komme lige så godt hjem fra arbejde, som de tager derhen, siger Rasmus Windfeld, pressechef hos Siemens Wind Power, til DR.

Siemens Wind Power har dog ikke umiddelbart tænkt sig at igangsætte flere tiltag, end selskabet allerede har for at forhindre, at flere bliver syge.

- I og med at Siemens ikke erkender, at de skal gøre mere, end virksomheden allerede gør. Og i og med, at der stadig forekommer sygdomstilfælde, så siger Siemens Wind Power i virkeligheden, at virksomheden vil fortsætte med at bryde loven, siger Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet..

79 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere