Antallet af døde efter coronavirus stiger markant i Italien

Antallet af smittede i Italien med coronavirus opgøres torsdag til 3858, oplyser det civile beredskab

Hvad kan danske rejsende gøre, hvis de skal på ferie til områder, der er ramt af coronavirus? Vibeke Myrtue Jensen fra Forbrugerrådet Tænk guider gennem junglen af regler og rettigheder. Producer: Lasse Brøndal.

Siden onsdag er antallet af døde af coronavirus i Italien steget fra 107 til 148.

Det er den største stigning på et enkelt døgn, oplyser landets civile beredskab.

Antallet af smittede stiger fra 3089 onsdag til 3858 torsdag.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af virussygdommen. Et større antal europæere, herunder danskere, er blevet smittet under besøg i det nordlige Italien.

Det er 14 dage siden, at coronavirusset blev konstateret en række steder i Norditalien. Men Covid-19, som sygdommen i udbrud kendes som, optræder nu i alle Italiens 20 regioner.

Mens flere fortsat bekræftes smittet, er der imidlertid også 414 i Italien, som er blevet raske efter at have været syge med coronavirus.

Udbredelsen af coronavirus fik onsdag den italienske premierminister, Giuseppe Conte, til at lukke alle skoler og universiteter i landet frem til 15. marts. Det sker for at bekæmpe udbruddet.

Lukningen af skoler er et af flere initiativer, som Giuseppe Conte har sagt, at regeringen muligvis ville iværksætte på grund af coronavirus.

Regeringens andre indgreb omfatter et forbud mod, at publikum kan overvære fodboldkampe og andre større sportsbegivenheder. Det skrev nyhedsbureauet AFP onsdag.

De seneste uger har coronavirusset også bredt sig til en række andre europæiske lande, heriblandt Danmark.

Torsdag har der været det første dødsfald som følge af coronavirus i både Storbritannien og i Schweiz.

I Schweiz er der tale om 74-årig kvinde, mens der i Storbritannien ligeledes er tale om en 'ældre patient', oplyser sundhedsmyndighederne.

Dermed er folk nu døde som følge af virusset i sammenlagt seks europæiske lande. Andre lande, hvor virusset har kostet liv, er Frankrig, San Marino og Spanien.

4 kommentarer
Vis kommentarer