Antallet af indlagte stiger fortsat til nyt rekordniveau

Først et stykke inde i januar kan sygehusene håbe på, at antallet af coronaindlagte falder, vurderer overlæge

Det seneste døgn er det samlede antal coronaindlagte steget med 26 personer, så der nu er indlagt i alt 926 coronapatienter på landets hospitaler.

Det er det højeste under hele epidemien. Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Henrik Nielsen er professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital, og han vurderer, at indlæggelsestallene vil fortsætte med at stige lidt ind i januar.

Det baserer han blandt andet på, at myndighederne ad flere omgange skærpede en række restriktioner i begyndelsen af december i håb om at bremse smitten.

- Først fra 16. december var der en mere regulær nedlukning. Der går to uger, før man kan aflæse det i de bekræftede smittetilfælde.

- Det burde være en af de nærmeste dage, hvis ellers matematikken passer, og befolkningen har efterlevet anbefalingerne. Så er vi tæt på, at vi begynder at se en top på antallet af bekræftede tilfælde, siger han.

En til to uger senere vil udviklingen kunne aflæses i sygehusvæsenet, forklarer Henrik Nielsen.

- Vi skal et stykke ind i januar, før sygehusene kan håbe på, at der bliver et faldende antal indlagte, siger han.

Ud af de 926 indlagte patienter er 136 af dem indlagt på en intensivafdeling. Og af dem får 87 hjælp fra en respirator til at trække vejret.

Dermed begynder tallene at være på niveau med foråret, hvor der, da det stod værst til, var 153 patienter indlagt med corona på intensivafdelinger.

Når coronasmittede bliver så syge, at de skal på hospitalet, er de ifølge Henrik Nielsen typisk indlagt i syv til otte dage.

- Der er nu ganske stor variation. De milde tilfælde kan nogle gange komme hjem efter en til to dage, mens de meget svære tilfælde og intensivbehandlingerne kan vare flere uger, siger professoren.

Det seneste døgn er der fundet 2783 nye tilfælde med coronasmitte i 108.942 prøver. Det svarer til, at 2,55 procent af prøverne var positive.

Det er den laveste positivprocent siden 25. december. Testniveauet i juleperioden har dog varieret meget.

Ifølge opdateringen fra SSI er der hen over det seneste døgn registreret endnu 30 dødsfald blandt personer smittet med coronavirus.

Det er blot anden gang under epidemien, at så mange coronasmittede dør i løbet af et døgn. Henrik Nielsen regner med, at antallet af dødsfald stiger den næste tid.

- Det vil stige de kommende uger som konsekvens af, at der har været flere indlagte. Det er helt forventeligt, siger han.

Tallene fra SSI omfatter ikke testresultaterne fra de private testudbydere, som foretaget lyntest på vegne af staten.