Antallet af smittetilfælde er det laveste i ni måneder

Der er tirsdag registreret 222 nye smittetilfælde i Danmark. Det er det laveste siden 6. september

Antallet af smittetilfælde er det laveste i ni måneder

Så langt er vi med vaccinerne.

Smitten med coronavirus er fortsat nedadgående i Danmark.

Tirsdag er der registreret 222 smittetilfælde, hvilket er det laveste siden 6. september 2020. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

De seneste smittetilfælde er fundet via 81.080 PCR-test, som tages i halsen. Det er et lavere antal test end de seneste mange måneder.

Andelen af smittede - kendt som positivprocenten - er 0,27 procent, hvilket er blandt de laveste, der er registreret siden sidste sommer.

Der er kontrol over situationen, ligesom der var sidste sommer, vurderer Eskild Petersen. Han er adjungeret professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet.

- Hvis man ser på kurven, så er vi i samme situation som sidste sommer, hvor der var et meget lavt smittetal, og vi havde fuldstændig kontrol over det.

- Det, vi skal bruge de næste to måneder på, er at planlægge, hvad vi vil gøre frem mod vinter. Fordi vi har en meget smitsom variant, den fra Indien, som breder sig i Storbritannien, siger han.

Der er også bekræftet nogle tilfælde af varianten, der kaldes Delta-varianten, i Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at den også vil ramme os på et eller andet tidspunkt, siger Eskild Petersen.

Luftvejsvira spreder sig nemmere om vinteren, og derfor mener Eskild Petersen, at der skal fart på vaccinationerne, mens det går godt.

Han mener også, der allerede nu bør tages stilling til, om aldersgrænsen for vaccinationer bør sænkes. I Tyskland er den ifølge den adjungerede professor sænket til 12 år.

- Vi får en periode nu på seks til otte uger, hvor der vil være et lavt antal smittede. Så kommer vinteren og den indiske variant, Delta-varianten, og så vil der komme et øget smittepres.

- Vi vil selvfølgelig ikke se en smittestigning som sidste efterår, fordi vi er vaccinerede, men der er en gruppe i befolkningen, der ikke er vaccineret, og der er man nødt til nu at beslutte, om de skal vaccineres. Ellers vil man se en øget smittespredning i aldersgruppen, siger han.

Tal fra Statens Serum Institut tirsdag viser, at 47,5 procent af befolkningen har påbegyndt vaccination. 26,1 procent er færdigvaccinerede.

Ud over PCR-test er der det seneste døgn foretaget 424.430 lyntest, som tages via næsen.

Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene. Derfor anbefaler de danske sundhedsmyndigheder, at man tager en opfølgende PCR-test, hvis lyntesten er positiv.

På landets sygehuse er status tirsdag, at antallet af indlagte er faldet med en til 101. Her skal man - ligesom ved smittetallet - også tilbage til september for at finde et tilsvarende antal indlagte.

Indlæggelserne med coronasmittede er dykket med 90 procent sammenlignet med januar, hvor der var mest pres på landets hospitaler.

Der er det seneste døgn registreret et nyt coronadødsfald. Samlet har Danmark registreret 2527 dødsfald siden marts 2020.

FAKTA: Hver anden sjællænder har fået mindst et vaccinestik

Yderligere 52.259 danskere har fået første stik med en coronavaccine, mens endnu 21.808 har fået andet og sidste stik.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) mandag.

Det betyder, at 47,5 procent af befolkningen har fået mindst et vaccinestik. 26,1 procent er færdigvaccinerede.

Her kan du se, hvordan vaccinationerne fordeler sig regionalt:

* Region Hovedstaden: 880.143 personer har påbegyndt vaccination (47,4 procent af regionens borgere).

Færdigvaccinerede: 466.292 (25,1).

* Region Midtjylland: 606.462 (45,4).

Færdigvaccinerede: 342.035 (25,6).

* Region Nordjylland: 275.156 (46,6).

Færdigvaccinerede: 160.379 (27,2).

* Region Sjælland: 438.071 (52,1).

Færdigvaccinerede: 233.666 (27,8).

* Region Syddanmark: 577.985 (47,2).

Færdigvaccinerede: 321.224 (26,2).

I øjeblikket bliver vacciner kun tilbudt personer over 16 år. SSI opgør alligevel andelen af vaccinerede i forhold til hele befolkningen, fordi man ønsker at vurdere, hvor tæt man er på flokimmunitet.

Desuden forventes vacciner på et tidspunkt at blive tilbudt til yngre aldersgrupper.

Opgørelsen medregner kun de vaccinerede borgere, som stadig er i live og har bopæl i Danmark.

Bemærk, at antallet af personer, der har fået første stik, også omfatter dem, der har færdiggjort vaccinationen.

SSI gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.

Kilde: Statens Serum Institut.

FAKTA: Kontakttallet - sådan udregner man det

Kontakttallet - tidligere kendt som smittetrykket - er et hyppigt brugt begreb i forbindelse med coronaudbruddet.

Her følger en forklaring på, hvad kontakttallet er, og hvordan det udregnes:

* Kontakttallet er en matematisk beregning, hvor man forsøger at estimere, hvor smitsom virus er.

* Kontakttallet er et gennemsnit af det antal personer, som en smittet person estimeres at sende smitten videre til.

* Kontakttallet siger ikke noget om, hvor mange smittede der er i befolkningen.

* Hvis kontakttallet er 1,1, betyder det ifølge beregningen, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre personer.

* Hvis kontakttallet er over 1, vokser epidemien, mens den er aftagende, hvis tallet er under 1. Hvis det er 1,0, er tallet stabilt.

* Kontakttallet kan beregnes på flere måder - for eksempel ved at se på antallet af nye smittetilfælde eller nyindlæggelser. Statens Serum Institut (SSI) gør begge dele.

* Kontakttallet er bagudskuende - altså dækker de smittetilfælde, som har fundet sted.

SSI offentliggør kontakttallet hver tirsdag, men det tal viser, hvordan kontakttallet så ud for ti dage siden.

Det skyldes blandt andet, at der i beregningen er lagt en tidsforskydning på syv dage ind. Det er den periode, som forventes at gå, fra man bliver smittet, til man testes positiv.

Derudover bruger man ikke smittetallene for de seneste tre dage, da tallene ikke er fuldendte.

* Sådan udregnes kontakttallet:

Formlen er: Kontakttal = Vækstrate x Generationstid + 1.

Generationstid er den tid, der i gennemsnit går, fra en smittet person bliver smittet, til vedkommende smitter den næste. SSI vurderer, at det er 4,7 dage. I andre lande kan det være andre tal - i Storbritannien regner man med 6,5.

Vækstraten er et tal for, hvordan antallet af smittetilfælde udvikler sig over tid. Den er beregnet ud fra en kompliceret matematisk model, hvor man bruger udviklingen i antallet af smittetilfælde over de seneste syv dage.

Der er i den model taget højde for udsving i, hvor mange der bliver testet, og at der kan være tilfældige forskydninger fra dag til dag. Her tages der også højde for, at der fra dag til dag i sygdomsperioden er forskel på, hvor smitsom man er.

* Der er en vis usikkerhed, når man beregner kontakttallet. SSI har derfor et usikkerhedsinterval.

En uge kan kontakttallet for eksempel være 0,6, men usikkerhedsintervallet er 0,5-0,8 med et konfidensinterval på 95 procent.

Det vil sige, at det vurderes, at kontakttallet ligger i intervallet 0,5-0,8 i 95 procent af tilfældene.

Der vil altså være fem procent af tilfældene, hvor kontakttallet ikke rammer inden for skiven.

Det er altså under forudsætning af, at antagelserne i modellen er korrekte.

Kilder: Statens Serum Institut (SSI), Viggo Andreasen, professor i epidemiologi, og RUC.